Planen for Sømosen rykker nærmere
Lokalplan-campus.jpg
Lokalplanen for det nye campusområde ved DTU er klar til høring. Foto: Illustration: Ballerup Kommune.
Planer Efter borgermøder, høring og måneders debat er lokalplanen for DTU-området ved Sømosen ved at være en realitet. Politikerne har godkendt den fremlagte lokalplan, der nu sendes i endelig høring.

Området ved DTU-campus omkring Sømosen er nu tæt på at få de tiltrængte studie- og forskerboliger.
I mange måneder har debatten raset om lokalplan 175 og mange af områdets beboere og naturforkæmpere har tordnet imod planerne, som de frygter vil gøre skade på biodiversiteten omkring Sømosen.

Omvendt har Ballerup Kommune argumenteret for, at der er et stort behov for at bygge nye boliger til studerende og forskere, at der vil blive taget hensyn til naturen og at grunden ellers bare kunne blive omdannet til erhvervsbyggeri.

Nu har kommunalbestyrelsen vedtaget den fremlagte lokalplan for området, der giver plads til boliger og samtidig giver plads til naturværdierne omkring Sømosen og størstedelen af områdets karakteristiske beplantningsbælter.

Plads til naturen

Formålet med lokalplanen er, at området kan udvikle sig til det ønskede campusmiljø og samtidig sikre naturværdierne nærmest Sømosen og at sikre at størstedelen af de karakteristiske beplantningsbælter kan sikres.

Siden debatten om området begyndte i 2017 er der blevet lavet en udvidet kortlægning af af arealernes dyr og planter med henblik på at lave eventuelle afværgeforanstaltninger, så man kan bevare naturen.

Det nuværende plan- grundlag indebærer, at DTU kan udvikle sig med to boligbebyggelser nord for DTU. Her er målgruppen studerende, lærere og andre ansatte på DTU i Lyngby og Ballerup.

I det vestligste område kan der bygges op mod 433 boliger, fordelt på to-tre etagers bygninger. I den østligste bebyggelse kan der opføres 83 familieboliger fordelt på rækkehuse i en-to etager samt mindre etageejendomme på tre-fire etager.

For at sikre landskabet friholdes et stort areal for byggeri og det betyder, at byggeri vil blive holdt udenfor søbeskyttelseslinjen omkring mosen.

Udenfor bebyggelserne skal områdets beplantningsbælter samt poppelhegnet langs datastien bevares. Der stilles desuden krav om ny beplantning, der matcher den kendte karakter i området.

Alt byggeri skal være bæredygtigt og der kan etaberes såkaldte testområder, hvor DTU kan vise, hvad der arbejdes med og forskes i på DTU.

Nye veje

Vejadgang kommer til at ske fra Lautrupvang og Sømoseparken og adgang til de nye boligområder skal ske via en ny fordelingsvej, der tilsluttes Lautrupvang. Her vil man nu i gang med at finde nye navne til adgangsvejene.

Den endelige lokalplan sendes nu i høring i otte uger og der vil blive afholdt et borgermøde midt i høringsperioden. Planen vedtages endeligt i kommunalbestyrelsen, inden byggeriet kan gå i gang.

 

Naboer er stadig kritiske

Selvom den nye lokalplan for Sømosen er blevet er blevet ændret, så er der ikke kun klapsalver fra naboerne. De mener stadig, at der er plads til forbedring.

Den nye lokalplan for Sømosen er som nævnt blevet gjort mere ’grøn’ med bedre plads til naturen. Søbeskyttelseslinjen er blevet overholdt og en række andre forhold er, ifølge Ballerup Kommune, blevet forbedret for at imødekomme naboernes ønsker. Men der er ikke kun jubel fra de naboer, der i lang tid har kæmpet for Sømosen.

”Det positive er, at der ikke bliver bygget indenfor søbeskyttelseslinjen, og at man har givet noget mere plads til naturen. Men vi er foruroliget over antallet af boliger. Nu er vi oppe på cirka 500 boliger, og det betyder, at der kan rykke omkring 1000 nye beboere ind. Det er voldsomt, endda i boliger op til fire-fem etager. Så vi synes faktisk, at det er lidt dobbelt. Man vil på den ene side gerne være grønne, men på den anden side presser man flere boliger ind og bygger højt. Så vi er ikke så begejstrede,” siger Anja Broenel, beboer i Sømoseparken og en af de naboer, der har været aktive i sagen om det nye byggeri.

Hun anerkender, at der skal være plads til boliger i området og erkender, at den del af sagen er overstået.

For mange boliger

”Der kommer et byggeri, det ved vi godt. Jeg er heller ikke imod, at der skal bygges boliger til studerende, for det er der brug for. Men det er måden, man gør det her på. Vi frygter for den høje bebyggelsesprocent og at man presser flere folk ind og ikke finder en ordentlig løsning på parkeringsproblemerne. Der bliver et trafikalt kaos på Lautrupvang.

Hvis man tror, at det kun er er nogle få, der har biler, så tager man fejl. De fleste har biler og det bliver uden tvivl kaotisk. Så der er stadig plads til forbedring,” siger Anja Broenel, som samtidig påpeger, at et område omkring Sømoseparken ikke er med i den nuværende lokalplan, men er lagt ind som fremtidigt boligområde.

”Det område vil vi gerne have friholdt, så man ikke kan udbygge yderligere,” siger hun.

Flere indsigelser

Sømosegruppen vil nu bruge tiden frem mod høringsfristen til at komme med indsigelser og være aktive i debatten omkring områdets fremtid.

”Vi vil sende indsigelser og vi er i gang med at mobilisere folk. Vi skal være aktive og holde gejsten oppe. Vi vil som sagt ikke gå efter at få stoppet byggeriet, men i stedet forsøge at påvirke antallet af boliger, højden af byggeriet og at få styr på den trafik, der vil komme,” siger Anja Broenel.

Der skal afholdes borgermøde tirsdag den 8. oktober om den nye lokalplan.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *