Nye Skovlunde-boliger i høj kurs
Det er populært at bo i Skovlunde. Det viste sig tydeligt, da salg og udlejning af de nye boliger i Skovlunde Bymidte blev åbnet på Skovlundes store byfest-lørdag.

Det kan godt være, at der var fest og glæde ved Skovlunde Byfest og at mange havde fundet vej til festpladsen ved Skovlunde Center Syd.

Men fremover tyder det på, at endnu flere kigger forbi på festdagen. For udover de mange madboder og festlige indslag havde Nybolig i Skovlunde også deres egen stand med tegninger over de kommende boligbyggerier i Skovlunde.

Både udlejningen af de 39 boliger, der er ved at være færdige ud mod Bybuen men også salget af en række kommende seniorboliger formentlig kaldet ’Livsstykkerne’, som slet ikke er påbegyndt endnu og først er planlagt til indflytning om et par år, gik i gang på dagen. Det blev i den grad et tilløbsstykke.

Stor interesse

Dagen igennem blev Nybolig Skovlundes stand på byfesten og butikken i Skovlunde nærmest bestormet.

”Det har været helt vildt positivt. Vi har udlejet en tredjedel af boligerne ud mod Bybuen og vi har allerede solgt fire af de kommende seniorboliger – deraf to af de dyreste penthouselejligheder til knap seks millioner kroner. Dertil kommer, at mange var forbi for at få mere at vide og viste stor interesse. Det er meget godt for Skovlunde og et tegn på, at byen er attraktiv. Jeg regner bestemt med, at vi har udlejet alle boligerne ved Bybuen inden 1. januar, hvor der er indflytning,” siger Lizette C. Byrdal, indehaver af Nybolig Skovlunde.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *