Kommunal kolonihaveindsats kriminaliserer folk
læserbrev Kommunalbestyrelsen skal snart tage stilling til en såkaldt kolonihaveindsats.

Indsatsen, i form af en ny fælles lokalplan for samtlige kolonihaver, består af to dele. Dels skal der sættes ind mod ulovlig bebyggelse, og dels vil man komme helårsbeboelse til livs.

Jeg er grundlæggende enig i disse mål. Kolonihaver må ikke udvikle sig til små parcelhusområder med helårsbeboelse. Formålet med kolonihaver er at give byboere mulighed for rekreation og fritidsbeskæftigelse i grønne omgivelser.

Når man bor i lejlighed, er en kolonihave en fantastisk mulighed for at få frisk luft og nyde naturen. Ballerup er den kommune i landet, som har flest kolonihaver – i forhold til indbyggertallet. I alt er der 3.300 haver fordelt på 12 foreninger. Det skylder vi socialt indstillede borgmestre og byråd stor tak for.

Disse foreninger er imidlertid ikke ens. Nogle ligger på lejet jord, andre ejer selv jorden. De fleste foreninger er med i Kolonihaveforbundet, og har loft over huspriserne, – mens andre har fri prisdannelse, med priser på langt over en million kroner.

Det er dog kun i nogle få foreninger, at opskruede priser og helårsbeboelse er et reelt problem. Derfor er det at skyde langt over målet, hvis der indføres et generelt forbud mod at overnatte i kolonihaven i hele vinterhalvårets 6 måneder (1.oktober – 1.april).

Det vil være en voldsom indskrænkning af kolonihavefolkets muligheder for at nyde friluftslivet. Som reglerne er i øjeblikket, må man godt overnatte om vinteren – i begrænset omfang. At tage en enkelt overnatning i sin kolonihave, når vejret er godt i oktober/november, gør ikke nogen til helårsbeboer, og er ikke noget problem. Vi smider barnet ud med badevandet, hvis der gennemføres en så ufleksibel lov. Politikerne må finde på bedre virkemidler.

Vi må desuden forudse en stribe af langtrukne søgsmål, hvis enkeltstående vinterovernatning forbydes. Som udgangspunkt, kan en ny lokalplan nemlig ikke påvirke eksisterende lovlig anvendelse. Derfor håber jeg meget, at kommunalbestyrelsen vil ændre på dette punkt i indstillingen, så kolonihaverne fortsat kan tjene til rekreation på årets gode dage og nætter, – uden at det skal kriminaliseres.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *