Politi uge 37
Politiets-bildør_foto_Rigspolitiet-1.jpg
Genrefoto Foto: www.politi.dk
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra politiet:

Katalysatortyv på spil i Smørum

To biler har mellem lørdag den 7. og mandag den 9. september fået stjålet deres katalysatorer, mens de stod parkeret på Hindbærbærvangen i Smørum.

Der er i begge tilfælde tale om biler af typen Toyota Yaris. Tyverierne er sket mellem lørdag klokken 15 og mandag klokken 08, oplyser Nordsjællands Politi.

 

Mindre brand i Rema

Onsdag eftermiddag den 11. september klokken 12.29 udbrød der en mindre brand i et teknikrum i Rema 100 på Jonstrupvang. Ilden opstod sandsynligvis, da en pumpe til kølesystemet blev overophedet. Ingen personer kom til skade ved branden, som hurtigt kom under kontrol og blev slukket, oplyser Nordsjællands Politi.

 

To kvinder taget for butikstyveri

Politiet rykkede torsdag den 12. september klokken 18.43 ud til en anmeldelse om et butikstyveri fra et supermarked på Baltorpvej i Ballerup.

En butiksdetektiv havde tilbageholdt to kvinder på 27 og 28 år, idet de havde stjålet make-up fra butikken. Patruljen sigtede begge kvinder for butikstyveri, som den 27-årige erkendte delvist og den 28-årige erkendte.

 

Kørte uden kørekort

Torsdag den 12. september klokken 09.05 standsede en politipatrulje en 21-årig kvindelig bilist på Mileparken i Skovlunde. Kvinden havde ikke kørekort, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, som hun erkendte.

Dagen efter, fredag den 13. september, klokken 07.11 snuppede de så en 32-årig mandlig bilist på Magleparken i Ballerup. Han kørte også uden at have et kørekort, som han blev sigtet for – og han erkendte.

 

18-årig fik frarøvet telefon

En politipatrulje kørte fredag den 13. september klokken 22.50 til en anmeldelse om et røveri på Malmparken i Ballerup.

En 18-årig mand var på vej hjem, hvor han blev passet op af fem-seks personer som truede ham med at udøve vold mod ham, hvis han ikke gav hans telefon til dem. Han adlød, og personerne forlod stedet med hans telefon. Ingen kom til skade under hændelsen. Personerne beskrives som mænd af anden etnisk herkomst på omkring 18-19 år og 175-180 cm. høje.

Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen og modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i denne eller andre sager, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *