Efter nyt påbud: Vi gør noget ved det
Rugvængets-skole04-copy-3.jpg
Baltorpskolen, her afdeling Rugvænget, fik endnu et påbud fra Arbejdstilsynet. Episoder med vold, både fysisk og psykisk samt trusler forekommer og påvirker arbejdsmiljøet negativt. Foto: Arkivfoto.
Skole Baltorpskolen har fået endnu et påbud fra Arbejdstilsynet. Der forekommer trusler, vold og psykisk vold på skolen, der påvirker medarbejdernes arbejdsmiljø. Skolelederen understreger, at der er sat tiltag i gang - og at de virker.

Igennem en længere årrække har Baltorpskolen, der rummer afdeling Grantoften og Rugvænget fået påbud fra Arbejdstilsynet grundet vold, trusler og et presset psykisk arbejdsmiljø.

Nu er den gal igen. Ved det seneste besøg fik skolen endnu et påbud på baggrund af episoder om vold, trusler og psykisk vold.

Den tidligere ledelse på skolen lovede, at der ville komme styr på situationen, men det er nu en ny ledelse, der har taget over.

Den nye skoleleder Kirsten Weiland er helt klar over, at det er en ubehagelig ’plet’ der sidder på skolen, men mener også, at billedet er mere fragmenteret.

”Det er trist for vores skole er meget mere end det. Men vi har fået et påbud og vi arbejder intenst med det og har gjort det i et halvt år. Vi har sendt en 110 sider lang rapport ind til Arbejdstilsynet om vores arbejde med det her, så vi tager det meget alvorligt,” siger Kirsten Weiland.

Hun nævner konkrete tiltag som sparring til personalet, grundig analyse af problemerne og ikke mindst en bedre ’påklædning’ af personalet til at klare de udfordringer, som de møder i hverdagen.

Alle skal rummes

”Vi er en lærende organisation, så vi lærer og handler på de ting, som vi møder. Det er også blevet bemærket af Arbejdstilsynet, at vi handler. Det handler om at klæde vores medarbejdere godt på til de udfordringer de møder i hverdagen. Vi er en skole, der har en række elever med sociale udfordringer, og det skal vi kunne håndtere. Derfor sætter vi massivt ind for at netop at kunne håndtere de udfordringer vi møder i hverdagen. For os er det vigtigt, at vi kan rumme alle elever,” siger Kirsten Weiland, som understreger, at også forældrene har et ansvar.

”Vi inddrager forældrene i sagerne, så de også kan tage affære og tale med børnene. Men det er kompliceret, for vi har i mange tilfælde at gøre med elever, der har mange ting i rygsækken og ikke altid kan håndtere de udfordringer de møder. Så reagerer de uhensigtsmæssigt, ”siger Kirsten
Weiland, der afviser at der er tale om ’dårlig opdragelse’.

Hun mener samtidig, at det er skolens opgave at inkludere alle elever, uanset niveau.

Ikke kun penge

”Vi skal kunne inkludere alle elever men samtidig er det jo også vores udfordring. For folkeskolen skal også være en skole for de dygtige elever og det er den balance, som vi skal klare,” siger Kirsten Weiland, som ikke mener, at en ekstra pose kommunale penge kan løse alle problemer.

”Der er vel ingen, der siger nej til ekstra penge, men penge alene gør det ikke. Vi er nødt til at tænke i en større helhed og se på, hvordan vi bruger de ressourcer vi har. Hvad skal vi kunne og hvordan kan vi rumme de elever, vi har på den type skole som vores? Det er det, vi arbejder på fremadrettet, så vi ikke skal have flere påbud. Det vil vi kunne se effekten af om et stykke tid,” siger Kirsten Weiland.

 

Lærerformand vil have mere fokus på udsatte skoler

Formanden for Ballerup Lærerforening er ked af endnu et påbud fra Arbejdstilsynet,
men tror på det arbejde, som skolen er i gang med. Han efterlyser mere politisk fokus
på de belastede skoler.

Baltorpskolen fik endnu et påbud fra Arbejdstilsynet ved deres seneste besøg og som nævnt i interviewet med skoleleder Kirsten Weiland, arbejder skolen intenst med at komme de dårlige arbejdsvilkår til livs. Påbuddet ærgrer formanden for Ballerup Lærerforening, Morten Refskov, som dog tror på, at det vil lykkes at lave en ændring.

Det tager tid
”Det er en lang og sej kamp og det tager tid at rette op på situationen med de mange udfordringer, som skolen har haft med ledelsesskift og andre svære forhold. Men vi tror på, at det kan lykkes, og skolen er i gang med en fornuftig proces. Så nu skal de have ro og opbakning til at få det til at lykkes,” siger Morten Refskov, der til gengæld efterlyser et større politisk fokus på ’midtby-skolerne’ Baltorpskolen og Hedegårdsskolen, der har flere udfordringer end de øvrige skoler i kommunen.
”Det handler også om ressourcer. Der mangler hænder til at tackle udfordringerne for eksempel to-lærerordninger og en række andre tiltag, som man kun kan få ved at sikre flere ressourcer. Alle skoler er presset af inklusionen, men midtby-skolerne er bare lidt mere udfordret i kraft af, at de er placeret i boligområder, hvor borgerne er socioøkonomisk dårligere stillet. Derfor kunne det være en god ide, at rette ekstra fokus på de skoler,” siger Morten Refskov.

Undgå elevflugt
Han erkender, at kommunen ikke bare kan udskrive en check, da der også er økonomiske rammer, der skal overholdes. Men han mener, at et ekstra fokus på de udsatte skoler betaler sig.
”Politikerne bør tage ekstra vare på de skoler. Det kan godt være at man ikke bare kan sende flere penge, men lidt har også ret og en støtte kan have mange udtryk.. Det handler også om at undgå fremtidig elevflugt fra især de skoler, der har udfordringer,” siger Morten Refskov.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Efter nyt påbud: Vi gør noget ved det”

  1. Allan Hougaard siger:

    “Vi er en skole med elever med sociale problemer”. Hvem tror de at de narre? Vi ved sgu da godt hvad problemet faktisk er. Skolen er bare for kujonagtige til at løse det faktiske problem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *