Fantastisk comeback gav LSF sejren
Fodbold Kampen var dårligt kommet i gang, før netmaskerne blafrede, da Herlev kom på besøg hos LSF. Et hurtigt taget indkast fra en Herlevspiller gav frit spil og bolden blev sat ind efter bare tre minutter.

Det blev kun til sporadiske forsøg og det var ikke de helt store chancer LSF havde. Til gengæld levede Herlev på omstillinger – og det var de gode til. En af dem gav mål, så Herlev var foran med 2-0 ved pausen.

Det blev ikke mere effektivt i anden halvlegs første 25 minutter. LSF havde bolden klart mest, og Herlev levede på omstillinger, som LSFs keeper tog sig af.

Der blev skiftet ud og prøvet forskellige ting. Men først det 71. minut skete der noget. Mathias Beck fik bolden og lavede en rigtig ”Faxe”. Han ramte den lige i r…. og bang – LSF var med igen.

Gejsten var tilbage – også blandt tilskuerne, og knap var bolden givet op, så fik de valuta for pengene igen. Emil Kjærsgaard fik bolden udenfor feltet og med hans ”kolde højre” sparkede han til bolden og den strøg i kassen. Stor forløsning for LSF’erne.

Mod slutningen af kampen fik Jacob Lind bolden midt på banen og tog et af sine berømte raid. Han så ud af øjenkrogen, at Benjamin Madsen var med, og lagde en præcis bold til ham – og så vidste alle de trofaste fans godt, hvad der så ville ske. En tro kopi af sidste kamps enlige mål – han sparkede den lige i kassen i det lange hjørne. 3-2 og endnu tre points på kontoen til LSF.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *