Suveræn skytte tog fire gange guld
skytte-Claus-Vinder-DM-50-m-copy.jpg
Ballerup Skytteforenings Claus Søndergaard var helt suveræn ved DM, hvor han vandt hele fire guldmedaljer - to individuelle og to hold. Foto: privatfoto
Skydning Stor triumf for skytterne fra Ballerup ved de danske mesterskaber i weekenden.

Som en markering af sæsonafslutningen på de udendørs skydninger (25m pistol, 50, 200 og 300 m riffel) blev der i weekenden afholdt danske mesterskaber i disse discipliner på Nordeuropas største skyttecenter i Vingsted.

Det blev en stor triumf for skytterne fra Ballerup, hvoraf Claus Søndergaard skilte sig ud, som den absolut bedste med to gange individuelt guld og to holdmesterskaber.

Lørdag blev der skudt holdskydninger og her vandt Ballerup Skytteforenings hold på både 50 m og 200 riffel for liggende skytter. Efter den indledende skydning går fire hold videre til finalen, og på 50 m riffel var Ballerup i føring fra start til slut.

796 point af 800 mulige var nok til en forholdsvis pæn føring på tre point ned til holdet på andenpladsen inden finalen.

Da holdet bestående af Claus Søndergaard, Tobias Hybholt, Phillip Orup og Joachim Espersen så skød 797 point i finalen kunne de ikke hentes og blev fortjente vindere.

På 200 m riffel var holdet med Claus Søndergaard, Anders Sode, Tobias Hybholt og Bent Kruse noget mere uskarpe i kvalifikationen, idet det kun blev til 587 point af 600 mulige, hvilket dog rakte til en foreløbig andenplads, to point efter førstepladsen. I finalen oppede holdet sig og med 594 point skød de sig op på guldmedaljepladsen med et forspring på fire point.

Søndag var det så de individuelle finaler der skulle afgøres. På 200 m var Claus ene om at repræsentere Ballerup Skytteforening, men han viste sin klasse ved at skyde lige op med en skytte fra Særslev og efter tre omskud var han den bedste på dagen. En god indledning på søndagen.

I den liggende finale på 50 m riffel havde 15 skytter kvalificeret sig, heriblandt fire fra Ballerup. Igen var det dog Claus Søndergaard der skilte sig ud fra mængden ved at skyde en finale på 106,2 point – en sikker sejr over skytten på andenpladsen som havde 105,3 point.

En særdeles god afslutning på denne sæson for Ballerup Skytteforening, der nu tager sigte mod konkurrencerne på 10 og 15 m, hvor nye medaljer og mesterskaber helt sikkert venter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *