Hærværk på Skovlunde
Debat Højere byggeri i Skovlunde, hvor vi tidligere havde Skovlunde Center, må jeg sige nej tak til.

Det er hærværk på byen, allerede med den blok som det tager uforståelig lang tid at få bygget færdig. Det ser ud som et venstrehåndsarbejde for entreprenøren, for der sker kun ganske lidt ad gangen, når der en gang i mellem er folk på byggepladsen.

Samtidig er udsigten for beboerne i Ringtoften fuldstændig ødelagt. Hvor der tidligere var fri udsigt over centeret og videre ud over Skovlunde, er der nu udsigt til en dødssyg betonblok.

Nok en boligblok er meget langsomt tilsyneladende ved at være færdig ud fra perronen på Skovlunde Station. Hvilken byrådspolitiker kunne tænke sig at flytte ind der?

De der flytter ind i en stuelejlighed, vil ingen udsigt få mod stationen, mens passagererne på stationen kan kigge lige ind i de flestes lejligheder. Mod busholdepladsen er der endnu mere frit både ud- og indsyn. Så blokken er måske bygget til glæde for blottere og lurere eller måske til glæde for et gardinfirma.

Samtidig er Skovlunde gadekær nu reduceret til Skovlunde-vandpyt med de rækkehuse, der nu krymper sig sammen på skråningen ned mod det nu forhenværende gadekær.

Hvad mon kommunalbestyrelsen har tænkt på, da der blev givet tilladelse til disse for Skovlunde så hærværkende byggerier?



1 kommentar om “Hærværk på Skovlunde”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Kenneth Sørensen.

    Jeg er ikke i stand til at sige Dig imod.
    Du har fuldstændig ret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *