Stor klatrekonkurrence hos Pløks
Klatre-Pløks-03-41-19-copy.jpg
50 klatrere var i gang hele lørdagen, hvor klatreklubben i Skovlunde, Pløks, holdt deres årlige klatrekonkurrence ’Pløks Open’. Foto: Kaj Bonne
klatring Årets store stævne i den lokale klatreklub Pløks i Skovlunde blev afviklet lørdag. 50 smidige og stærke klatrere dystede på de nybyggede ruter på både vægge og i loft.

Lørdag den 5. oktober afholdt Pløks, Skovlunde klatreklub, deres årlig klatrekonkurrence ’Pløks Open’. Både lokale klatrere fra Pløks samt elite og bredden i klatresporten var inviteret, og der var udsolgt med 50 deltagere.

Inden konkurrencen blev hele hallen ryddet for flere tusinde greb, som blev vasket, sorteret og gjort klar til at bygge nye ruter med. 17 af klubbens rutebyggere har tilsammen bygget 36 nye ruter til konkurrencen. Ruterne bygges i alle sværhedsgrader lige fra nemme begynderruter til særdeles krævende ruter i loftet, som kun ganske få er i stand til a klatre.

Årets højdepunkt

Konkurrencen afvikles med en fem timers indledende runde, hvor klatrerne selv bestemmer, hvilke ruter de klatrer, men får point efter hvor langt de når og hvor svære ruter de har valgt. Fire herrer og fire damer går i finalen, hvor de på henholdsvis en dame- og en herrerute klatrer efter tur med hele publikums fulde opmærksomhed.

Hos damerne blev vinderen Margrethe Langhoff fra Aarhus Klatreklub. Hos herrerne blev vinderen Thomas Blaabjerg fra DBKK. Thomas klatrede i øvrigt som den eneste samtlige 36 ruter.

I finalen deltog også fra Pløks Andreas Larsen, aka Ronny, men med en mindre skade måtte han tage til takke med fjerdepladsen.

”For Pløks er denne konkurrence årets klatremæssige højdepunkt og et arrangement som kræver, at vi står sammen som klub og alle frivillige kræfter kommer i brug, enten til mad til cafeen, rengøring, dommer eller oprydning. Vi have en fantastisk dag med god klatring, store smil og et godt after-climbing-party,” fortæller formand for Pløks, Per Thellersen.

Fotos: Kaj Bonne



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *