Presset fortsætter i Centrumgaden
Tryghed-04-35-19-1.jpg
Der er stort fokus på handlen med euforiserende stoffer i Centrumgaden, fortæller Thomas Mejborn, vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi. Foto: Kaj Bonne
Torsdag holdt Københavns Vestegns Politi, Ballerup Kommune og Handelsforeningen møde om utrygheden i Centrumgaden. Alle parter er enige om at fortsætte presset på uromagerne. Politiet vil nu også gå efter køberne af stoffer.

Som Ballerup Bladet tidligere har beskrevet, er der en del uro og utryghed i Centrumgaden for tiden. Salg af euforiserende stoffer og anden utryghedsskabende adfærd har gjort gaden mere utryg, og på det seneste har politiet skærpet indsatsen i området.

Torsdag holdt politiet, handelsforeningen og kommunen et fælles møde om situationen. Her var der enighed om, at presset på uromagerne skal fortsætte.

Går efter køberne

”Vi fortsætter den indsats, som vi allerede har gang i. Vi sætter ind i to faser. For det første er vi til stede i uniform og med vores mobile politistation, når det giver mening, så vi er synlige mest muligt i området. Dels går vi direkte efter både sælgere og købere. Det er nyt, at vi også går efter køberne. Man risikerer altså nu at få bøde og en plet på straffeattesten, hvis man køber hash i området,” siger Thomas Mejborn, vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.

Samtidig er politiet også til stede med civile betjente.

”Der vil også være en mere ’skjult’ indsats, som vi naturligvis ikke kan sige så meget om, Men man kan risikere at rende ind i civile betjente i området på alle tider af døgnet. Så vi fortsætter presset. Samtidig opfordrer vi alle til at fortælle os, når de ser noget eller hører noget. Vi har også inddraget de handlende i indsatsen. De er til stede hele tiden og ser mange ting, som vi kan bruge, ” siger Thomas Mejborn.

Også Ballerup Kommune har en målrettet indsats kørende i området, som mest er forebyggende.

Få de unge væk

”Vi har stor opmærksomhed på det, der sker for tiden. Vi har især fokus på at forebygge, at de helt unge kommer ind i miljøet. De 12-16-årige, der måske kunne blive tiltrukket af miljøet. Dem er vi i dialog med og det er stort set lykkedes at undgå at få flere af de unge ind i miljøet i dette år, så det er positivt,”siger Erik Hansen fra Ballerup Kommunes ungeafsnit.

Han fortæller samtidig, at Ballerup Kommune er i direkte dialog med både handelsforeningen og beboerne i området, så de til enhver tid kan fortælle om, hvad de oplever og ser i gaden.

”Det er vigtigt, at vi ved, hvad der sker i gaden og derfor er en direkte dialog med de forretningsdrivende og beboerne af stor betydning,” siger Erik Hansen.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *