Nu skal alle træde ind i AULA´en
Aula-2-copy.jpg
Alle medarbejdere har været på kursus i tiden op til AULA’s opstart. Det nye system går i luften den 15. oktober. Foto: privatfoto
Digitalt Det velkendte, men også omdiskuterede skoleintra skal med noget forsinkelse skiftes ud. Den 15. oktober skydes det nye system, AULA, i gang.

I flere år har skoleintra været en både elsket og kritiseret størrelse, der har givet anledning til mange oplysninger, gode relationer men også frustrationer.

Nu lukker det velkendte skoleintra ned og et nyt fælles system ser dagens lys.

Det nye system hedder AULA og har været testet længe. Faktisk skulle systemet have været i gang efter sommerferien, men en række tekniske fejl gjorde, at man udsatte søsætningen til efter efterårsferien. Så fra den 15. oktober kan forældre og medarbejdere i Ballerup Kommune gå ind i AULA.

Det skal fungere

”Det er rigtig spændende og vi ser frem til at gå i luften. Det er blevet testet så mange gange nu, at vi har vurderet, at vi godt kan gå i luften. Der vil være udfordringer, der vil være fejl og det vil der også være om tre eller seks måneder.

Men ud fra de tests, der er kørt i de store kommuner, tør vi godt gå i gang nu,” siger Kristine Sporring, projektleder på AULA.

Hun mener samtidig, at det især er personalet der vil få udfordringer med det nye system.

”Det er klart, at det er helt nyt og især for personalet vil der være udfordringer, fordi systemet er så komplekst. Men det er en tilvænning for alle. Vi synes dog, at det er et meget bedre system end det nuværende skoleintra, så vi vil gerne i gang nu, ”siger Kristine Sporring.

En god tone

Blandt andet er AULA indrettet, så systemet selv opdager, hvis billeder ikke lever op til de nye GDPR-regler, og hvis forældre har sagt fra for brug af billeder. Der kommer et langt bedre overblik over lektier – efter ønske fra eleverne.

Forældre med børn på forskellige skoler får også mulighed for at have et samlet overblik over podernes skemaer, lektier og informationer. Desuden kan man slå notifikationer til og fra – og så har man indført nogle regler for brugerne af systemet.

”Vi har tre hovedregler, som alle forældre og andre brugere får indføring i. Vi skal holde en god tone, debat skal være skolerelateret og desuden kan den enkelte skole lave deres egne regler, så AULA kommer til at fungere optimalt. Vi vil gerne undgå, at debatten stikker helt af og at det kommer til at handle om alt muligt andet end skole. Vi skal have et element af digital dannelse fra starten,” siger Kristine Sporring.

Red Barnet har sammen med AULA blandt andet lavet en video, der netop fortæller, hvordan man skal debattere ordentligt på det nye AULA, uanset om man er voksen eller barn.

”Udover at vi skal have en god tone, så har vi også bestræbt os på at kommunikere i et let og direkte sprog, for vi ved, at folk er travle og at lange tekster og svært tilgængeligt sprog bare betyder, at folk står af. Alt sammen skal være med til at AULA bliver en succes fra starten,” siger Kristine Sporring.

Der forestår stadig et stort arbejde i at gøre hele AULA færdigt og efter planen skal alle institutioner og klubber være på systemet i sommeren 2020.

For at komme bedst muligt i gang vil der være åbent hus-arrangementer i ugen efter efterårsferien på alle skoler, hvor man kan høre mere om AULA’s opbygning og muligheder, den nye tilhørende app samt om digital dannelse på den nye kommunikationskanal.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *