Lokale børn med i rekordbogen
Børnerekord-copy.jpg
Der var godt styr på de to otteårige kammerater fra Ballerup, Birk Brøgger og Seph Marzouk, da de satte ny børnerekord i at være bundet sammen på hænder og fødder. Hele tre timer og 47 minutter klarede de. Toiletbesøg var træls, siger de. Foto: privatfoto
Konkurrence Seks konkurrenceglade børn fra Smørum og Ballerup er kommet med i Børnenes Rekordbog 2020.

Der er netop sendt en ny udgave af ’Børnenes Rekordbog’ på gaden, og der er i denne 2020-version kommet hele 400 nye rekorder med – blandt dem fire fra lokale børn, der har fundet på kreative rekordforsøg.

I lighed med tidligere år har fritidsklubben Springbrættet i Smørum endnu engang holdt rekorddag denne sommer.

Det lykkedes de glade unger at sætte hele tre nye rekorder, som er kommet med i Børnenes Rekordbog 2020.

Den ene stod 11-årige Frederikke Due Hansen og Anna Mølgaard Nielsen for med deres akrobatiske ’to mand høj’ øvelse, hvor den ene står på den andens skuldre. Det klarede de i 56,49 sekunder og slog dermed den gamle rekord, som var på 49 sekunder – sat af to piger fra Roskilde.

12-årige Anton Mayland stod for den anden af klubbens rekorder. Han bællede en halv liter vand fra en flaske på bare 7,15 sekunder – næsten to sekunder hurtigere end den gamle rekord.

Det bliver sværere

Tredje og sidste rekord fra Springbrættets klubbørn var ’30 meter krabbegang’, hvor 11-årige Louise Bjering Bisgaard gav den en skalle og klarede distancen på 14,84 sekunder.

”Igen i år havde vi på Springbrættet den store årlige rekorddag. Med dommere udefra og ikke mindst et hav af friske og udfordringsivrige børn tog vi nye og gamle rekorder op. Men vi må igen konstatere, at det bliver sværere og sværere at slå rekorderne i bogen. Børnene var yderst ihærdige, og kunne de ikke slå rekorderne i bogen, lavede de deres egne rekorder. Så det var en fantastisk dag med masser af glade børn,” fortæller pædagog Nikolaj Bondesen.

Børnebinding

Den sidste rekord i bogen, sat af lokale børn, er en indviklet en af slagsen. Her var de to venner Seph Marzouk og Birk Brøgger fra Ballerup bundet sammen på både hænder og fødder – altså én af hver – i hele tre timer og 47 minutter.

De to otteårige drenge fortæller selv om oplevelsen:

”Det var sjovt, men det var træls, da vi skulle på toilettet og den anden måtte stå ved siden af.”

Drengene ville slå deres skolekammerater Spencer og Wilhelm på Ørestad Friskole, der satte rekord sidste år ved at være bundet sammen i en time og 33 minutter. Det klarede de to Ballerupdrenge meget overbevisende – i mere end dobbelt så lang tid, og dermed er de nu kommet i fint selskab med tusindvis af andre danske børn i den nye rekordbog.

’Børnenes Rekordbog 2020’ er udkommet 3. oktober på Forlaget Carlsen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *