Naturen er et bjørnedyr
Naturvejleder-01-42-19.jpg
Ander Kofoed med hans nye bog, som fortæller om den danske naturs mange forunderlige historier. Man vil blive forbavset over, hvad den gemmer. Foto: Kaj Bonne.
Grønt Den lokale biolog Anders Kofoed er kendt fra tv og foredrag. Nu har han lige udgivet en bog om dyr i den danske natur, der efter hans mening er lige så spændende som Amazonas. Vi mødte den passionerede biolog til en snak om natur, fortælling og nuttede, men usympatiske dyr.

I den noget vildtvoksende have ligger en død muldvarp under et metalnet og græsset vokser højt omkring insekthotellet op ad muren. Det kan se lidt rodet ud, men det er meningen, for inde i villaen i Egebjerg bor Anders Kofoed, født bornholmer, biolog og landskendt formidler af netop natur og dyreliv. Her har han boet i fem år, efter at have resideret på Frederiksberg, langt væk fra naturen. Nu har han Hareskoven stort set i baghaven og har sin faste tid i blandt andet Go’ Morgen Danmark og holder foredrag om den danske natur, som omringer os alle. Lige nu er han aktuel med sin nye bog ’Anders Kofoeds store bog om naturen – 250 fantastiske dyr og planter, du finder i den danske natur’.

Bogen er en rejse ind i netop den mangfoldige natur som omgiver os i Danmark og da vi møder den fortælleglade og hurtigsnakkende biolog og naturformidler ved spisebordet i stuen, er det som at trykke på en knap. Snakken går fra første sekund – her er en mand, der brænder for at fortælle om den natur og der dyreliv han elsker.

”Naturen er det mest fascinerende, vi har. Vi køber ind på 4 milliarder års fejltagelser og lærer noget af det. Det som dyrene og naturen kan, er helt vildt. Uanset hvad Steven Spielberg eller J.K. Rowlings kan finde på, så er det intet ved siden af naturen. Tag nu bjørnedyret. Det er et lille bitte dyr, der lever i barken i træerne. Det kan overleve alt. Nedfrysning, atomisering, hvad som helst. Det overlever alt. Det er helt utroligt,” siger Anders Kofoed, der allerede som barn vidste, at det der med naturen og dyrene, det var noget han ville.

Direktør i Zoo

”Jeg har altid været fascineret af naturen og været vild med dyr. Som otte-årig ville jeg være direktør i Zoo og selvom det blev biologi, så var vejen lagt. Biologi er læren om at finde svarene ude i naturen og i hjernen. Jeg ser ting, som andre ikke ser og jeg undrer mig. Det har jeg altid gjort og det har givet mig indsigt i, at naturen og dyrene nærmest er overnaturlige i det, de kan. Det er så spændende og derfor elsker jeg også at fortælle om det til så mange som muligt,” siger Anders Kofoed, der har kastet sig over at beskrive den danske natur i sin nye bog.

”Vi bliver fyldt med naturprogrammer om Amazonas og andre eksotiske områder og det er også spændende. Men den danske natur og dyreliv rummer så meget og så mange historier, der er værd at dykke ned i. Jeg har set alle de dyr der er beskrevet i bogen, undtaget Eghjorten (Danmarks største bille, red.). Den kunne jeg simpelthen ikke finde, selvom jeg virkelig har ledt alle vegne. Jeg håber, at det kan inspirere alle til at bruge tid ude i naturen og dvæle ved alle de helt utrolige ting, der foregår derude. Det er også afslappende og nedsætter stress. Min bog skal være underholdende men også åbne en verden og sørge for at passe på naturen for fremtiden,” siger Anders Kofoed, der hurtigt kan nævne ting om de kendte dyr i den danske natur, der vender vores verdensbillede lidt på hovedet.

Egoistiske mariehøns

”For eksempel er rotter ekstremt sympatiske og fulde af empati. De går i døden for deres afkom. Edderkopper er også meget sympatiske i deres familiepleje og er nyttedyr, som hjælper på mange måder. Til gengæld er mariehøns nogle rigtig dumme svin. De er egoistiske og lægger hindringer i vejen for andre, så de selv kan komme frem. Sådan er naturen så forunderlig og det er det jeg gerne vil fortælle. At skildre naturen på en anden måde,” siger Andres Kofoed, som hver dag bruger tid i sin naturhave, hvor også hans to mindreårige børn elsker at rode rundt.

”Børnene er jo så nysgerrige og de er mine ekstra øjne, når der er salamandre og andet i haven,” siger Anders Kofoed, der selvom man måske skulle tro det, ikke har huset fuld af kæledyr. Udover en gammel kanin i bur i stuen er alle dyrene udenfor og tager rigeligt med tid – udover børnene og fruen, der arbejder med kommunikation og jobbet som biologisk formidler på alle mulige platforme.

Naturen klarer sig

”Jeg blev selvstændig i 2013 efter at have rejst rundt i verden og arbejdet med natur. Jeg var med til at starte Den Blå Planet op og det var et sjovt, men sindssygt hårdt arbejde og jeg var ærligt talt lidt metaltræt derefter. Jeg ville noget andet og så kom jeg i gang med foredrag, tv-arbejde og nu går det rigtig godt med det. Jeg elsker at formidle og samtidig kræver det at jeg holder mig ajour. Jeg kan godt savne de faste kolleger, så derfor sparrer jeg med de få, der gør det samme som mig, eksempelvis Sebastian Klein. Så jeg fortsætter lidt endnu. Det er stadig sjovt at fortælle om den vigtige natur,” siger Anders Kofoed, som i disse klimatider faktisk slet ikke er så bekymret for naturens og klodens overlevelse.

”Debatten er blevet meget polariseret og ingen får noget ud af at råbe ad hinanden. At vi har udfordringer er der ingen tvivl om, og naturen ER presset. Men samtidig bliver vi rigere og det giver overskud til at tænke i nye løsninger. Der er så mange muligheder og jo bedre vi får det, jo mere husker vi også på, at naturen skal prioriteres,” siger Anders Kofoed, som selv tænker meget på at sætte færre klimaaftryk, men uden at være fanatisk.

”Vi er ikke i gang med at ødelægge jorden, den skal nok klare sig. Det kan godt være, at vi mennesker med tiden får svært ved at overleve, men naturen er helt unik. Naturen er et bjørnedyr, der kan overleve selv de mest utrolige ting fra os mennesker,” siger Anders Kofoed, som tog sin passion for den danske natur og gjorde de spændende og overraskende historier til hvermandseje.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *