6-dagesløbet forlader Ballerup
Ballerup-Super-Arena-1-4.jpg
Ballerup Super Arena har i årevis været rammen om 6-dagesløbet. Men nu er det slut. Fremover skal Royal Arena huse det traditionsrige løb. Arkivfoto.
Efter at have lagt hal og gulv til 6-dagsløbet i en årrække vil det populære cykelløb fremover ikke komme til Ballerup Super Arena. Næste år er løbet aflyst og fra 2021 skal det afholdes i København.

Ballerup Super Arena har i flere år været rammen om det populære og traditionsrige 6-dagsløb, der har tiltrukket cykelentusiaster fra nær og fjern. Men nu er det slut.

Næste år er løbet aflyst, efter den mangeårige arrangør Michael Sandstød af ’personlige årsager’ har valgt at droppe løbet i 2020. Han skrev i en meddelelse i sidste uge:

”Efter at have afviklet syv succesrige 6-dagesløb i Ballerup Super Arena siden 2013 er det med beklagelse, at jeg må meddele, at jeg af personlige årsager ikke kan arrangere det københavnske 6-dagesløb i 2020. Løbet skulle have været afviklet fra 30. januar til 4. februar. Det gør ondt at skuffe de frivillige, sponsorerne, leverandørerne og de trofaste cykelfans, der er så vigtig en del af løbet, men jeg håber på forståelse for den svære beslutning. Både 6-dagesløbet og jeg kommer stærkt tilbage”.

Tilbage til København

Men når kalenderen siger 2021 og løbet vender tilbage, bliver det ikke i Ballerup Super Arena men i Royal Arena i Ørestaden.

Ifølge Dan Hammer, adm. direktør i Royal Arena, har den store københavnske arena indgået en aftale med Royal Unibrew om fremtiden.

”Jeg har i længere tid haft en konstruktiv dialog med Michael Sandstød, der i syv år med succes har arrangeret 6-dagsløbet i Ballerup Super Arena. Vi er enige om, at det er på tide, at løbet vender tilbage til København, hvor det startede i 1934. Heldigvis deler Royal Unibrew vores ønske om at genskabe den traditionelle københavnerbegivenhed, og det er ikke mindst takket være dem, at drømmen går i opfyldelse,” siger Dan Hammer.

Han siger, at under forudsætning af, at man kan få de relevante myndigheders godkendelse, vil det første 6-dagsløb i Royal Arena blive skudt i gang den 28. januar 2021.

Efter mange succesrige år er det altså slut med en publikumsmagnet som 6-dagsløb i Ballerup Super Arena. Det ærgrer direktør Ballerup Idrætsby, Ketil Christensen.

Kigger fremad

”Vi vidste det ikke. Vi havde en kontrakt til og med 2020 og vi havde forventet at forlænge den fra 2021 og fremover. Men Michael Sandstød har altså valgt at forhandle til anden side og det er jo hans ret, da han har licensen til løbet. Det må vi tage til efterretning. Men det er da rigtig ærgerligt, for vi vil da savne en signatur-event som 6-dagesløbet,” siger Ketil Christensen.

Han er dog fortrøstningsfuld.

”Vi har haft en række succesfulde år og det vil da kunne bruges i promoveringen af vores evner. Vi vil nu kigge efter andre ting og vi har heldigvis også andre store arrangementer og events, så jeg er fortrøstningsfuld. Men lige nu er det da ærgerligt,” siger Ketil Christensen.

 

Faktaboks: Fra Forum til Ballerup

Det første Københavnske 6-dagesløb blev kørt i 1934. Fra begyndelsen og helt frem til 1999 blev løbet kørt i Forum i København – med en enkelt afstikker til Brøndby Hallen i 1998.

Efter et par års pause blev der for første gang kørt 6-dagesløb i Ballerup i Siemens Arena (som superarenaen hed dengang) i 2002. Men det blev kun til et enkelt løb for kort før andet løb i 2003 styrtede taget på arenaen sammen.

Efter endnu et par år uden løb stod den nye Ballerup Super Arena klar til 6-dagesløb igen i 2005 – og løbet har været kørt her siden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *