Økologisk omstilling i Ballerups køkkener
Debat I Ballerup Bladet uge 43 gentager Stine Rahbek Pedersen (SRP) sin urigtige påstand om, at økologiske fødevarer skulle være sundere end traditionelle fødevarer, men en usandhed bliver ikke sand, fordi den bliver gentaget.

SRP oplyser, at omstillingen til cirka 50 procent dyrere økologiske råvarer i forhold til traditionelle råvarer finansieres ved en omlægning og effektivisering af driften i køkkenerne. En så stor besparelse ved effektivisering alene er overraskende, når man tænker på de nærmest katastrofale følger, der ville blive følgen af den forrige regerings forslag til en besparelse på sølle to procent. Samme omlægning og effektivisering kunne vel også gennemføres ved traditionelle indkøb, og derved kunne så opnås en besparelse på 33 procent skattekroner.

I et andet indlæg i samme blad pådutter (SRP) mig, at jeg skulle have foreslået Grantoftegård omlagt til konventionelt landbrug, hvilket jeg aldrig har sagt eller skrevet. Beskyldningen er således mildt sagt usand og ren opdigt.

SRP fremfører at handelsgødninger (af SRP kaldt kunstgødning) er energitunge ved produktion, men glemmer, at en stor del af den gødning, der anvendes i økologisk jordbrug er staldgødning fra konventionelt fodrede dyr.

Økologisk landbrug er således helt afhængig af det traditionelle landbrug, der kan levere gødning, fordi de gøder deres marker med handelsgødning, men hvor økologisk er denne staldgødning egentlig? Staldgødning er næringsfattig med kun cirka 0,5 procent kvælstof mod 15-25 procent i handelsgødninger, hvorfor der skal transportere op til 50 gange større mængde staldgødning over ofte store afstande, hvilket forbruger energi og medfører øget luftforurening, ligesom spredning af staldgødning er meget mere energikrævende end spredning af handelsgødninger.

Vigtigere er, at handelsgødning kan udbringes i de optimale mængder på det rette tidspunkt, medens staldgødning kun kan tilføres ved kulturens start.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *