Det bobler med nye venner
Boblberg-Amanda-copy.jpg
Hvordan finder man veninder i en ny by? 23-årige Amanda Kassow fra Ballerup lavede en bobl på Bolberg.dk og har nu fem søde piger at skrive og mødes med.
Amanda Kassow flyttede til Ballerup, men savnede veninder i sin nye by. Dem fandt hun ved at boble på nettet.

Når man flytter til en ny by kan det være svært at finde venner. Men den digitale platform Boblberg, som blev udrullet i Ballerup i 2017 kan være en stor hjælp.

Det oplevede 23-årige Amanda Kassow, da hun flyttede til Ballerup efter et brud med en kæreste. Hun var lige blevet mor på det tidspunkt og savnede nye bekendtskaber i sin nye by.

Hun besluttede sig derfor for at oprette sin egen bobl, som man kalder de små opslag eller efterlysninger, man kan lave på Boblberg.dk. Her søgte hun efter nye veninder til hygge, caféture, gåture eller hvad de nu kunne finde på.

Allerede fra start gik det hurtigt og hun fik ti henvendelser på sin bobl.

”Jeg tænkte bare, at det var da ret vildt, det havde jeg slet ikke regnet med,” siger Amanda, der stadig snakker og skriver med fem af dem, hun fik henvendelser fra.

Mange muligheder

For Amanda handlede det meget om, at få nye veninder at mødes med. Men man kan også bruge hjemmesiden til meget andet.

”Det er også en rigtig god idé til dem, der måske er lidt generte og har svært ved at tage det første skridt. På Boblberg behøver man jo ikke mødes, hvis ikke man har lyst, man kan bare finde nogle at skrive med,” siger Amanda, der har tænkt sig at oprette en bobl mere, hvor hun vil søge efter en læsemakker.

En hurtig rundtur på Boblberg.dk viser da også, at der ledes efter mange forskellige slags mennesker – lige fra hundeejere til reservebedsteforældre over frivillige i forskellige foreninger, nye træningsmakkere eller rejsepartnere samt venner og veninder i alle aldre.

I Ballerup Kommune har Boblberg pt. over 3000 medlemmer – og Amanda Kassow er altså én af dem. Hun bruger også siden til at finde nye fælleskaber med jævnaldrende mødre for eksempel til tage i legeland eller gå på legepladsen sammen med.

 

Faktaboks: Om Boblberg

Boblberg.dk er en digital platform for fællesskaber. Det er hverken nødvendigt med billede eller en profiltekst. I stedet giver siden mulighed for at finde andre, der står i samme situation som en selv, og leder efter det samme.

På landsplan har Boblberg over en kvart million medlemmer. Det er gratis at benytte platformen som er tilgængelig for alle.

Boblberg samarbejder med Røde Kors og 30 kommuner – heriblandt Ballerup – for at fremme et mangfoldigt fritidsliv og styrke sociale fællesskaber.

I sommer modtog Boblberg Fællesskabsprisen 2019.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *