Politi uge 45
Politiets-færdselskontrol_foto_Rigspolitiet.jpg
Genrefoto Foto: www.politi.dk
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra politiet:

Sigtet for narkokørsel

En politipatrulje blev torsdag den 7. november klokken 23.23 sendt til en anmeldelse om mulig narkokørsel på Håbets Vej i Ballerup.  En vaks borger havde set to mænd sidde med narko i en bil, hvorfor politiet blev kontaktet. Patruljen fik standset mændene – en 22-årig fører og en 22-årig passager.

Føreren af bilen blev skønnet narkopåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for narkokørsel, som han erkendte. Både føreren og passageren blev ligeledes sigtet for at være i besiddelse af narko, som de begge erkendte. Føreren blev kørt til Albertslund politigård til blodprøver.

 

Indbrud i biler

Københavns Vestegn Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en champagnefarvet personbil sket mellem onsdag den 6. november klokken 22.45 og torsdag den 7. november klokken 07 på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde. En rude var knust og et børnesæde var stjålet.

Dagen efter gik det ud over en sort BMW, der fredag den 8. november mellem klokken 01 og klokken 07 fik stjålet rat og navigationsanlæg på Kløvertoften i Skovlunde.

I perioden fredag den 8. klokken 16 og lørdag den 9. november klokken 07 var der indbrud i en hvid Ford Transit varebil, der holdt parkeret på Søndergårds Allé i Måløv. En rude var knust, og diverse værktøj var stjålet.

 

Butikstyveri i Ballerup Centret

Lørdag den 9. november klokken 12.55 kørte en politipatrulje til en anmeldelse om et butikstyveri fra flere butikker i Ballerup Centret. En centervagt havde tilbageholdt en 48-årig mand, som havde stjålet varer fra flere butikker. Han blev sigtet for tre forhold vedrørende butikstyveri. Han erkendte første og andet forhold og erkendte delvist det tredje forhold.

Han blev desuden sigtet for flere overtrædelser af straffeloven, idet han havde opført sig voldeligt over for en politibetjent samt talt nedladende til betjentene og kaldte dem skældsord. Han nægtede sigtelserne.

 

Indbrud i lejlighed

Politiet modtog en anmeldelse om et indbrud i en lejlighed på Lilletoften i Skovlunde sket lørdag den 9. november mellem klokken 08 og klokken 23. Et vindue var brudt op, og diverse smykker var stjålet.

 

Politiet deler ud

Den mørke tid er over os og det er desværre også højsæson for indbrud, idet mørket gør det lettere for indbrudstyvene at arbejde uset. Men man kan selv gøre noget, blandt andet ved at tænde et lys i mørket og holde øje med kvarteret.

Derfor drager Københavns Vestegns Politi ud på turne, hvor de deler automatiske tænd/sluk ure ud. Turneen hedder Operation Mørketid og bringer politifolk til samtlige kommuner i kredsen, hvor de først 70 fremmødte borger får et gratis tænd/sluk ur. Udover uret kan man også få gode råd til, hvordan man sikrer sin bolig bedst muligt mod indbrud.

Man kan finde Operation Mørketid i Ballerup Centret, tirsdag den 19. november ved indgangen fra Centrumgaden mellem klokken 15 og 18.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *