Svar til Marianne Stark
Debat Først og fremmest har Ballerup Kommune selvfølgelig ikke indsendt høringssvar til sit eget lokalplanforslag.

Det er derimod rådgivningsfirmaet Niras, der på vegne af Pension Danmark har indsendt bemærkninger om, at der ikke i planloven er hjemmel til at specificere, hvilken slags beboere de planlagte boliger er beregnet til. Hvilket i øvrigt er korrekt, hvorfor bestemmelsen vil blive tilrettet ved lokalplanplanens endelige vedtagelse.

Vilkåret om studieboligerne vil til gengæld blive stillet i forbindelse med kommunens udbud og salg af grunden.
I sidste uges svar til Carina Sciacca beklagede vi, at det i lokalplanredegørelsen angivne antal boliger var for højt sat.

Det maksimale boligtal, inkl. de forventede 83 familieboliger, bliver 467 boliger, hvoraf langt hovedparten vil blive etværelseslejligheder til én person.

Pensionskassens høringssvar omfatter også et alternativt forslag til formulering af bestemmelsen om parkering. Det er ikke et ønske om mere parkering og flere befæstede arealer. De vil derimod sikre sig, at det er den lave norm for etablering af p-pladser, der skal benyttes, selvom anvendelsesbestemmelsen ændrer ordlyd.

Set fra kommunens synspunkt skal der naturligvis etableres de parkeringspladser, der er behov for. Men heller ikke flere end der er brug for. Den relativt lave norm skal ses i lyset af, at der på nabogrunden hos DTU allerede er etableret hundredevis af pladser, som står tomme om natten.

Der er intet i pensionskassens ønsker, der ændrer på byggeriets omfang. Forslag til rammerne, for hvor meget der kan bygges, er nøje beskrevet i lokalplanmaterialet, og hvis det er det, der besluttes politisk, vil der i udgangspunktet ikke kunne bygges mere i området.

Pension Danmarks høringssvar bliver i øvrigt behandlet ligesom alle andre høringssvar og vil indgå i den politiske behandling af høringen, som forventes at skulle ske i starten af det nye år.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *