Stort behov for julehjælp
Jul-barn-COLOURBOX-copy.jpg
Modelfoto: Colourbox
Hvert år uddeler de lokale kirker julehjælp til økonomisk trængte familier, der ellers ikke ville have mulighed for at holde juleaften med gaver, juletræ og andesteg.

Der findes mange former for julehjælp til dem, der ikke har så mange penge at gøre godt med. Blandt andet uddeler kirker og sogne hvert år mange juleposer og gavekort til ’værdigt trængende’.

Det er de forskellige sognes menighedspleje, der hjælper mange – fortrinsvis børnefamilier – med at få en lidt rarere jul, hvor der både bliver råd til julemad og gaver til børnene.

Fra flere af de lokale sogne lyder det, at flere og flere familier søger julehjælp, fordi de ikke har råd til at give deres børn den jul, de drømmer om – og som er en selvfølge for de fleste.

”Behovet for julehjælp er stigende, og vi har måttet afgrænse os til kun at uddele til enlige med børn af samme grund. Det betyder så, at vi ikke kan give til husstande med to voksne eller til enlige, hvor der også er behov,” fortæller sognepræst i Ballerup Kirke, Laila Bomose, der er med til at fordele julehjælpen i Ballerup Sogn.

”Jeg oplever, at de, der har mindst i dag, har væsentligt mindre, end man havde bare for 10 år siden i samme situation,” tilføjer hun.

I Ballerup Sogn bliver der delt julehjælp ud til mellem 70 og 100 familier hvert år.

Tyngede hjerter

Hvem er det, der kommer til jer med ønske om julehjælp?

”Jamen det er sådan set alle. Men ikke mindst folk, som bliver ramt af sygdom og som dermed falder ”ud af systemet” i form af at miste deres arbejde, synes jeg, der er der flere af. Men også enlige uden arbejde, som gerne vil have mulighed for at samle familien bare en enkelt aften, sætte en and på bordet og give deres børn en gave. Det er dér, vi er.”

Hvad fortæller de om deres baggrund for at søge julehjælp?

”De fortæller frit fra hjertet – og det er hjerter, som er tyngede og bebyrdede, men hvor ønsket om at kunne skabe jul for deres kære er stor. De giver mig indsigt i, hvor hurtigt vores liv indimellem kan ændre sig – og hvor svært det kan være for eksempel at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Eller hvordan en skilsmisse kan vælte læsset. Alt sammen noget, der kan ske for dig og mig i løbet af vores liv.”

Gavekort og juleposer

Menighedsplejen i de fire sogne her i Ballerup Kommune samler ind og hjælper hele året, men en stor del af de indsamlede midler går til julehjælp i form af gavekort til dagligvareforretninger, hvor modtageren kan købe både mad og gaver til børnene.

Med i julehjælpen kommer også tit ’juleposer’ med lidt julevarer og måske en lille gave til børnene, som doneres fra eksempelvis fonde og loger. I Pederstrup Sogn har de blandt andet fået juleposer fra Den Danske Frimurerorden, som har kunnet forsøde tilværelsen lidt for de julehjælpssøgende familier i områderne omkring Hedegårdskirken og Vestkirken i Grantoften.

”Vi ved at hjælpen gør en forskel for familierne, og vi oplever desværre, at der er stigende efterspørgsel, så der er nogen, vi må sige nej til,” fortæller Birgit Hansen, der er formand for menighedsplejen i Pederstrup Sogn, der sidste år uddelte julehjælp til 80 familier.

FAKTABOKS: Julehjælp i de fire sogne

Skovlunde Sogn: Julehjælpen tildeles fortrinsvis forsørgere på varig bistand og med bopæl i Skovlunde Sogn. Man kan søge om julehjælp torsdag den 21. november klokken 16-7.30 i Skovlunde Kirke. Man skal medbringe sundhedskort.

Ballerup Sogn: Julehjælpen gives kun til familier med børn under 18 år med bopæl i Ballerup Sogn. Ansøgningsskema kan udfyldes på kirkekontoret, Præstevænget 2A i Ballerup, onsdag den 20. november klokken 17-18.

Pederstrup Sogn: Julehjælpen uddeles til værdigt trængende småbørnsfamilier i Pederstrup Sogn. Hvis man vil ansøge om julehjælp skal man selv møde op på kirkekontoret i Vestkirken i Grantoften og hente en ansøgningsskema – snarest muligt.

Måløv Sogn: Julehjælpen gives kun til ansøgere med hjemmeboende børn mellem 0 og 17 år og bopæl i Måløv Sogn. Ansøgningsskema skal hentes på kirkekontoret, Liljevangsvej 48 A, og returneres inden 4. december

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *