I sidste uge skrev Ballerup Bladet om sagen fra Skovlunde Kirke, hvor et lille udsnit af et stort kunstværk, var blevet kernen i en strid om kunst og politik i kirkerummet.
Kirken var kommet i modvind i medierne, fordi manden bag kunstværket, Erik Hagen, i et interview i Kristeligt Dagblad fortalte, at en lille detalje i billedet var inspireret af Venstres nye næstformand, Inger Støjberg.
Efterfølgende havde Biskop Lise-Lotte Rebel bedt Skovlunde Kirke om en redegørelse om sagen, og nu har hun så ’frikendt’ kirken for at være politiserende.
Handlet i god tro
I et brev til Skovlunde Sogns Menighedsråd skriver biskoppen:
”Skovlunde menighedsråd har i brev af 3. november til Stiftsøvrigheden tilkendegivet, som jeg læser det, at det ikke på noget tidspunkt har ønsket, bestilt eller villet indkøbe kirkekunst, der skulle have til hensigt at udstille enkeltpersoner i en politisk debat. Menighedsrådet henholder sig til Akademirådets vejledning samt til kunstnerens egne forklaringer i forbindelse med tilblivelsen af værket. Menighedsrådet fastholder, at man har handlet i god tro….”.
Hun har derfor forståelse for den frustration og overraskelse over kunstnerens politiserende udtalelser, som er fremsat i landsdækkende medier efter værkets fuldførelse, og hun tager menighedsrådets forklaring til efterretning.
Dermed er sagen efter menighedsrådets opfattelse lukket uden yderligere påtale og kunstværket får lov at hænge i kirkerummet som det hidtil har gjort.