Klumme: Børns tanker om døden
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

For nylig ringede min storebror og fortalte om en særlig oplevelse med hans syvårige søn. En aften, da han puttede ham, var samtalen faldet på døden og drengen havde noget overrasket udbrudt:

”Skal DU dø far?”

Min bror havde været ærlig og svaret, at det skulle han en eller anden dag.

”Skal mor så også dø? Og storesøster?” Havde han spurgt – næsten helt opløst og ganske opgivende.

Min bror havde selvsagt beroliget ham og samtalen endte med, at min bror sagde, at selv hvis de alle sammen var døde, så ville han jo stadig have huset og så kunne han jo bo der med en anden voksen.

Dertil havde hans opløste søn, som åbenbart ikke var mere opløst end han stadig så muligheder, svaret:

”Så tror jeg, Dixon skal bo her sammen med mig. Tror du ikke godt han vil det?”

Til det kan jeg kun svare: Ja! Siden Dixon kunne tale, har han drømt om at blive husejer, så det er jeg helt sikker på han gerne vil. Men spøg til side, så fik min brors oplevelse mig til at frygte, når jeg en dag skal have samtalen med Dixon.

Det skete så i sidste uge, da et ældre familiemedlem gik bort. Dixons første spørgsmål var dog:

”Må jeg ikke nok komme med til begravelse?” Hvortil jeg spurte hvorfor.

”Jeg vil bare gerne se sådan en begravning.”

”Men skat, det jo den dag, I skærer græskar i børnehaven,” svarede jeg og Dixon returnerede:

”Nååå, kan du så ikke filme den til mig?”

Jeg ved ærligt ikke om jeg skal være bekymret eller tage det som et udtryk for sund nysgerrighed. Børn har jo som bekendt mange sjove ideer om alt vedrørende døden.

Da min bror engang sagde til min niece, at hendes oldefar var blevet til en stjerne på himlen, spurgte hun, om han havde taget kassen (altså kisten) med i himlen.

Og min største bonussøn gik næsten helt i baglås, da han som lille skulle ud og flyve med sine forældre. Han havde nemlig hørt mange historier om faderens elskede hund, der var i himlen, og så sad drengen i flyveren og var bange for at flyve ind i hunden.

Så man skal tænke sig godt om og vælge de rigtige ord, når man taler om døden med børn. Og nok elsker jeg ord, men jeg er til gengæld også meget mere spontan end gennemtænkt, så herhjemme er det for eksempel ingen hemmelighed, at jeg er spirituel og tror på mere mellem himmel og jord. Meget mere. Og det har Dixon selvfølgelig opfattet.

Så forleden, da jeg puttede ham, sagde han:

”Mor vil du godt love mig noget?”

”Ja da skat,” svarede jeg.

”Vil du godt love mig, at du venter på mig?”

”Venter på dig hvor?” spurgte jeg.

”I himlen,” svarede Dixon.

”Ja, det vil jeg gerne love dig,” forsikrede jeg ham og da jeg forlod værelset tilføjede han – på den knap så spirutuelle måde:

”Og mor, vil du godt love, du ikke får flere børn i himmelen, for så kommer jeg og dræber dem.”

”Bare rolig skat. Jeg skal ikke have flere børn og slet ikke i himlen. Men vil du godt love mig noget,” spurgte jeg.

”Ja,” svarede han.

”Vil du love mig, at du har det sjovt hernede, når jeg er oppe i himlen?”

”Ja, det vil jeg godt, for ved du hvad mor, tiden går meget hurtigere, når man har det sjovt,” svarede han overraskende fornuftigt.

Og det har han jo så evigt ret i. Hvis man da tror på evigheden….



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *