Sara udlever filmdrømmen i L.A.
sara.jpg
Sara Victoria Pedersen har taget turen fra en almindelig opvækst i Ballerup til at udleve den vilde filmdrøm i Los Angeles. Foto: Kaj Bonne.
Lige siden hun var barn har Sara Victoria Pedersen fra Ballerup interesseret sig for film. Nu er hun bosat i filmens by, Los Angeles, er professionel filmproducer og er en af folkene bag den biografaktuelle film ’Kollision’.

”Det er ikke så længe siden, at jeg ved en fest rendte ind i Leonardo Di Caprio”. Det er sådan en udtalelse, man ikke helt forventer fra en 27-årig kvinde fra Ballerup, med baggrund i en helt almindelig skolegang og gymnasietid på Parkskolen og Borupgaard Gymnasium.

Men sådan er det med Sara Victoria Pedersen. Hun er netop nu hjemme i barndomsbyen, som et led i lanceringen af filmen ’Kollision’, hvor hun er producer. Hun drømmer stort og tænker lidt anderledes.

Vi sidder på en kaffebar i Ballerup Centret og ordene falder alligevel med en vis tøven. For selvom den 27-årige filmproducer har været bosat i Los Angeles i flere år, har været med i flere filmproduktioner i både Danmark og USA og netop er ved at etablere sig med eget produktionsselskab i L.A., så er hun rundet af den danske beskedenhed.

”Jeg så ham jo bare. Jeg havde jo ikke noget med ham at gøre,” pointerer hun.

Det store overblik

Lige siden hun var barn har Sara Victoria Pedersen interesseret sig for film. Egentlig troede hun, at hun skulle være skuespiller, men den drøm ændrede sig.

”Jeg begyndte at komme i Teatergruppen KLIMA og der troede jeg, at det var skuespiller, jeg skulle være. Men så kom jeg ind på Station Next i filmbyen, og der fik jeg prøve rigtig mange ting af. Der faldt jeg for producerarbejdet. Det med at holde styr på en filmproduktion, alt det praktiske arbejde og det store overblik. Det fangede mig,” fortæller Sara.

Hun fik lov til at instruere en film på Station Next og kom siden ind på en filmuddannelse i London. Vejen var banet mod stjernerne for den unge Ballerup-pige.

”Man skal nok være lidt tosset for at tage et så stort spring, men det gjorde jeg. Jeg flyttede til Los Angeles i 2014 og har boet der siden. Det er benhårdt, men også rigtig spændende og jeg kommer nok ikke til at flytte derfra lige foreløbig,” siger Sara Victoria Pedersen, som sammen med sin partner Rebecca Berg, som hun mødte på Borupgaard Gymnasium, er ved at etablere deres eget produktionsselskab i filmens by.

Men selvom det lyder glamourøst, så er det et hårdt slid, som man skal ville.

Den gode historie

”Vi bliver meget undervurderede i USA som kvinder, også i disse ’Me too’-tider. Man skal kæmpe for det, og vi er helt nystartede, så vi skal gøre alting selv. Til gengæld kan vi også selv sætte dagsordenen. Derfor vil vi gerne lave nogle film med kvindelige stemmer. Vi vil gerne fortælle, at kvinder kan være alle roller og ikke kun de stereotype roller, som man ser i det store produktioner. Vi vil fortælle til vores egen målgruppe, for det er jo der, vi er. En slags ’Skam’ møder ’Råzone’,” siger Sara Victoria Pedersen, som hellere vil satse på den gode historie fremfor den store produktion.

”Jeg vil hellere lave film med mine idoler, der måske ikke er A-liste og så få fortalt min historie, end at være begrænset af, hvad man så kan fortælle. Men selvfølgelig er drømmen da en rigtig stor produktion,” siger Sara, som erkender, at hun måske ville tænke anderledes, hvis hun havde vidst, hvad hun ved nu.

Og så alligevel ikke. For interessen for at ’rode med film’ er usvækket på trods af både det hårde arbejde og de afsavn, som man må lide når man satser så benhårdt, som Sara har gjort.

En anden drøm

”Jeg har ikke den der drøm om parcelhus, mand, børn og et fast job. Det betyder, at man godt kan blive lidt isoleret i Danmark, hvor det er normen. Der er nogle, som kigger skævt til en. Men film er mine børn og jeg vælger min egen vej. Mine forældre har været meget støttende, selvom de også har syntes, at det var svært, at jeg sådan er taget af sted. De har da også håbet, at jeg bare fik en almindelig uddannelse og slog mig ned i Danmark med en familie. Men sådan er jeg ikke,” siger Sara Victoria Pedersen, som nyder at være hjemme i sit ’gamle’ land.

”Lige nu er det meget uglamourøst. Jeg bor på mine forældres sofa under mit besøg her og jeg ser mine venner. Det er rigtig dejligt at være tilbage og med produktionen af ’Kollision’ føler jeg, at jeg giver lidt tilbage til Ballerup. Det er et dejligt sted, og hvis jeg ikke boede i USA, så kunne jeg godt bo her. Det er meget bedre end jeg syntes, da jeg var teenager, ” griner Sara, som dog pointerer, at hun nok vil blive boende i USA.

Gør tingene på vores måde

”Når man skal satse på film så, foretrækker jeg USA, og vejret er også meget bedre i Californien. Men der er mange ting som man får et andet syn på, når man flytter ud,” siger Sara Victoria Pedersen, som godt ved, at hun ikke sælger et nyt produkt i L.A. og derfor skal klare sig med andre ting.

”Vi skal have noget unikt og et godt netværk, og det er jeg ved at få. Så vi ser frem til at etablere os og gøre tingene på vores måde,” siger Sara Victoria Pedersen, som i den grad tog det store spring og udlever den amerikanske filmdrøm, men som tydeligvis stadig har bid af Ballerup med i bagagen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *