Med julehjertet på rette sted
ny-mette.jpg
Mette Vestergaard pakker på livet løs for at få alle julekalendere og adventsgaver klar til de lokale familier, som ikke selv har råd. Foto: Kaj Bonne
Mette Vestergaard lever og ånder for at hjælpe andre mennesker. Derfor er familiens lejlighed i Ballerup omdannet til julegavecentral i december måned.

I en lejlighed på Baltorpvej bugner det med julegaver – og det er altså ikke fordi, lejlighedens beboere er gået særligt juleamok i år. Men i lejligheden bor Mette Vestergaard sammen med sin mand og to børn, og Mette er lidt af en juleengel, for hun bruger størstedelen af sin fritid og penge på at gøre julen lidt bedre for dem, der ikke har så meget at gøre godt med.

”Jeg ved, hvordan det er at kæmpe. Jeg har selv stået i det, og jeg ved, hvor svært det er at både være syg og skulle kæmpe mod systemet og ikke have råd til noget som helst,” fortæller Mette, der i de sidste 15-20 år har hjulpet udsatte familier – først i Jylland og siden 2014 her i Ballerup.

I Jylland levede Mette i et voldeligt forhold med en krigsveteran, og her begyndte hun sin kamp – først for familier til veteraner, der ligesom hende selv havde det svært, senere for alle former for udsatte familier.

”Jeg gør det, fordi jeg selv har prøvet at stå og ikke have råd til at holde min datters konfirmation. Der fik jeg hjælp af nogle andre søde mennesker – og det vil jeg gerne give igen og gøre det samme for andre. Alle mennesker fortjener en chance her i livet, og det gør mig så glad, når jeg kan hjælpe andre, så jeg er slet ikke færdig – tværtimod – det bliver bare større og større,” smiler Mette, der i disse uger har proppet lejligheden med jule- og adventsgaver, som hun forærer til lokale familier, der ikke selv har råd.

En venlig sjæl har doneret en masse julepapir, så Mette er i fuld gang med at få pakket det hele ind, så det er klar til at blive givet videre.

Foto: Kaj Bonne

Facebook og Føtex

Kernen i Mettes eget lille velgørenhedsprojekt er hendes facebookgruppe ’Hjælp børn og unge fra udsatte familier fra Ballerup og omegn’. Her har hun kontakt med en masse familier og kan lægge op, når hun har ting at give bort. Det kan være alt lige fra tøj eller legetøj til små ting fra den isenkræmmer, hun arbejder hos.

I starten var det for egen regning, hun købte ting og sager, men i dag får hun god hjælp fra forskellige sponsorer, der donerer både penge og gaver, som Mette formidler videre til familierne.

Sidste år fik hun kontakt til de lokale Føtex-forretninger i Ballerup Centret og Lautrupcentret, der også gerne ville hjælpe lokale, udsatte familier. Derfor stillede Mette, hendes datter og en stor gruppe Føtex-medarbejdere frivilligt op juleaftensdag og delte juleposer med både mad, pynt og gaver ud til familier i nærområdet. Et arrangement som de gentager den 24. december i år.

Samarbejdet med Føtex er siden vokset, så Mette i år også kunne dele ’påskeposer’ ud, ligesom hun har fået en masse julekalendere, som hun er ved at pakke og forære væk til lokale børn i øjeblikket.

”Jeg gør det her af hele mit hjerte, fordi jeg synes, at alle børn skal have en julegave og en god jul. Jeg kan slet ikke bære at tænke på, at der sidder børn derude juleaften uden gaver,” siger Mette Vestergaard.

Selv lever familien på Baltorpvej spartansk, og de penge der ikke går til faste udgifter og den almindelige husholdning, ryger direkte videre til Mettes projekt.

”Jeg hjælper alt det jeg kan hele året – både med fødselsdagsgaver og til konfirmationer, men det er klart her i julen, jeg har mest travlt – både med at hjælpe og på arbejdet,” siger Mette, der også har ekstra lange arbejdsdage i isenkræmmerforretningen, når julehandlen sætter ind.

”Men det er det hele værd,” understreger Mette, der har mange rørende øjeblikke med taknemmelige familier gemt i julehjertet.

 

FAKTABOKS: Kontakt Mette 

Hvis man har brug for hjælp eller gerne selv vil hjælpe, kan man finde Mette Vestergaards facebookgruppe her: ’Hjælp børn og unge fra udsatte familier fra Ballerup og omegn’ og anmode om at blive medlem.
Man kan også kontakte Mette på mail: mettevc@gmail.com eller telefon 61 30 75 23.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *