Hele landsbyen juler
Jul-i-pederstrup-Lilja-med-nissehue-copy.jpg
Der er jul i Pederstrup på søndag og så står Lilja klar med heste og vogn, så de mange besøgende kan få en rundtur i landsbyen.
På søndag kommer julen for alvor til Pederstrup, hvor den står på julemarked, julestue, julemad og masser af julesjov for store og små.

Sidste weekend holdt både Måløv, Skovlunde og Ballerup store julearrangementer. På søndag er det så Pederstrups tur til at invitere til julehygge.

Der kommer til at ske lidt af hvert i den hyggelige landsby; julemarked, julestue, julestads, julekager og meget mere med jul.

Derfor lyder opfordringen: Tag familie og venner med til en hyggelig dag i julens tegn i Pederstrup på søndag, hvor hele landsbyen syder af liv og aktiviteter.

Grantoftegaard slår stalddørene op til stort økologisk julemarked med juletræssalg, et væld af dejlige madvarer og stadeholdere, der sælger unika kunst, håndlavede julegaver og -pynt.

Man kan også forkæle ganen og maven med lækre pandekager, gløgg og æbleskiver, grillpølser og dhal.

Der er mulighed for at besøge dyrene i staldene, der har åbent allerede fra klokken 10 og helt til klokken 16. Man kan også hoppe med på hestevognen, der kører rundt i landsbyen mellem klokken 11 og 14.

Dans og tombola

På Ryttergården inviterer Ballerup Folkedanserforening indenfor til julestue med gløgg og æbleskiver, juletombola og salgsbod.

Man kan også opleve keramiker Lise Nørding i Loen, og få pyntet sit helt eget personlige honninghjerte hos Konditorgården i Hestestalden.

Klokken 13-15 er der festlig folkemusik, og klokken 14 og 14.30 danser folkedanserne i henholdsvis Hestestalden og Loen, hvor der også er mulighed for at danse med.

På Ballerup Museum kan besøgende komme i god gammeldags julestemning ved blandt andet at se juletoget anno 1920 køre i udstillingen om Ballerups historie eller gå på nissejagt i udstillingerne.
I skolestuen på Pederstrupgård sidder de museumsfrivillige klar med sakse, papir og hvad der ellers hører sig til i juleværkstedet, hvor man kan lave sit helt eget julepynt.

Det er også muligt at besøg både smeden og købmanden i Lynsmedens Hus. Mens Konditorgården i Store Peters Hus frister med en særlig julekagemenu.

Det er gratis at komme til Jul i Pederstrup, som foregår søndag den 8. december klokken 11-15. Arrangørerne gør opmærksom på, at der er begrænsede parkeringsmuligheder, så besøgende opfordres til at parkere uden for landsbyen eller finde alternative transportmuligheder.

De frivillige fra Ballerup Museum laver juleværksted i skolestuen på Pederstrupgård.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *