Klumme: Hvem tror du, at du er?
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Ved du hvad min skat. Du kan blive lige hvad du vil,” sagde jeg og følte mig som verdens bedste mor.

”Betyder det, at jeg må gøre lige hvad jeg vil?” spurgte Dixon kækt og jeg måtte forklare ham om forskellen.

Generelt er han en dreng med god hukommelse og stor nysgerrighed. Hvilket er skønt – ud over når han bruger mine egne ord imod mig. Som for nyligt, da vi gik ind på en legeplads. Der var et sort rør, som var meget mudret, og Dixon syntes, jeg skulle gå igennem det:

”Ej, det har jeg ikke lige lyst til skat,” indrømmede jeg.

”Tør du ikke mor?” spurgte han og impulsivt svarede jeg:

”Nej, det tør jeg ikke skat.”

Jeg troede faktisk, at et helt ærligt svar om manglende mod var lig med fred. Jeg havde bare lige glemt, at min mand og jeg nogle uger forinden havde stået med Dixon på en legeplads og hjernevasket ham til ikke at være bange for hverken højder eller klatrevægge.

Min mand er mentaltræner og derfor meget optaget af de begrænsende tanker, vi har om vores eget liv og hvordan vores eget sprog ofte begrænser os ubevidst. Så den dag på legepladsen brugte vi al vores bedste viden om selvudvikling og psykologi på at booste Dixon med selvtillid og få ham op ad klatrevæggen. Intentionen lykkedes og vi var enormt stolte.

Jeg var så bare ikke forberedt på at jeg nogle uger efter skulle stå og kigge ind i et mudret rør mens min søn på fem år sagde:

”Men mor, du skal bare tro på dig selv. Du skal bare lege, at du er en super sej superhelte pige, som tør alt og så tør du også.”

”Nåå er det rigtigt,” svarede jeg tøvende mens jeg tænkte ”pis pis pis” i mit indre.

”Moar…” sagde Dixon spørgende.

”Ja skat?”

”Tror du ikke på dig selv?” spurgte den lille rod og skød mig totalt til tælling.

”Jo, det gør jeg skat.”

”Så gå igennem røret mor. Du skal ikke være bange.”

Jeg kunne jo godt se hvor det bar hen og langsomt bukkede jeg mig og løftede mine sarte hvide sneakers ind i det mudrede rør og gik igennem. Dixon var stolt af mig og jeg var glad for at leve op til at være et godt eksempel. Da vi gik hjem talte vi videre Dixon udbrød:

”Jeg vil være sej.”

Hvortil jeg svarede: ”Det er du da også skat. Du er både sød, sjov og sej.”

”Jeg vil ikke være sød. Jeg vil bare være sej,” svarede han bestemt.

Hmm… Jeg mærkede, at der var noget jeg ikke helt havde fanget og spurgte:

”Hvorfor vil du gerne være sej?”

”Fordi drenge er seje og piger er smukke.”

Svaret fik feministen op i mig og jeg kom med en meget lang forklaring om, at drenge og piger kunne det samme, hvortil Dixon spurgte:

”Vil du ikke gerne være smuk mor?”

Hmm… Jeg ville jo ønske, at jeg var sådan en sej type, der ikke havde lyst til at svare ja, men heldigvis svarede jeg:

”Jeg vil hellere være sej.”

”Men jeg synes du er smuk mor,” sagde den lille snog og jeg svarede:

”Tak skat, jeg synes også du er smuk.”

”MOAR jeg vil bare være sej”

”Det er du også!” svarede jeg og forsatte:

”Og ved du hvad skat. Jeg vil bare gerne være hende den superseje superheltepige, jeg lige legede, jeg var, da jeg gik igennem røret.”

”Men mor, det var du jo også,” svarede Dixon og jeg tænkte i mit indre, at jeg nok skal få lavet en fin feminist ud af ham. Der selvfølgelig også er sej.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *