Klumme: Før-børn-fantasier
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

I min før-børn-fantasi-verden forventede jeg at få børn, der sov igennem om natten. De lavede aldrig nogensinde opkast ud over sofaen (og mine bryster) og havde heller aldrig diarre langt op ad ryggen.

Mine fantasi-børn kaldte mig mor i en sød tone, og når jeg hørte lyden, blev jeg glad og varm. Ikke irriteret og sukkende, som jeg temmelig ofte gør.

Mine drømme-børn ydmygede mig heller aldrig i offentligheden. Der var ikke noget med at råbe og skrige (og slå på mig) foran andre mennesker og slet ikke derhjemme på daglig basis.

Jeg forventede at blive en sej og lækker mor, der ville bære graviditeten på maven som en smuk lille fodbold med en efterfølgende forbløffende velholdt krop. Uden yderligere detaljer, kan jeg godt afsløre, at det ikke lige er sådan, det er gået.

Jeg havde heller aldrig forventet, at jeg skulle holde så mange fødselsdage, som jeg faktisk gør. Reelt har jeg kun arrangeret en eneste fødselsdag for mig selv hele mit liv. Det var da jeg fyldte 23 år, og jeg gjorde det kun fordi jeg havde tabt et væddemål. Til gengæld har jeg i hvert fald fejret både børn og diverse bamsers fødselsdag flere gange!

Jeg forventede at finde en ubeskrivelig ro og glæde i moderskabet. Og havde i hvert fald aldrig nogensinde forventet eller troet, at jeg ville stå med hovedet inde i køkkenskabet og trøstespise kammerjunkere, mens jeg bevidst ignorerede og overhørte mine børns evige råben efter mig.

Inden jeg fik børn, gjorde det seriøst ondt dybt i mit hjerte, når jeg hørte børn græde. Jeg husker hvordan jeg forundret (læs fordømmende) og måbende kiggede på forældre, der ganske upåvirket gik ved siden af deres stor-grædende børn.

I dag ved jeg hvordan et simpelt ”nej du må ikke få en is,” kan skabe stormflod hos mine børn og jeg har flere gange i sådanne situationer iagttaget mig selv temmelig upåvirket af deres tårer. (mens jeg giver dem en is, selvfølgelig)

Jeg var indstillet på at legetøj fylder, men jeg var ikke forberedt på at vores stue ville ligne en daginstitution og støjniveauet ligeså. Det vil sige: Voksentid er lig med sovetid.

Jeg forestillede mig, at mine børn legede på gulvet i mit pæne hjem. Jeg forventede aldrig at finde indtørrede bussemænd på væggene. Madrester på fjernbetjeningen og en iPad der er sat sammen med gaffatape (det er tredje gang den er gået i stykker!).

Mens jeg drømte om mine fremtidige lækre børn, der aldrig lugtede af tis eller havde snavsede negle, kørte min vaskemaskine måske en gang om ugen. I dag fylder vasketøjslogistikken mere end jeg overhovedet orker at forklare.

Jeg forventede selvfølgelig, at mine børn skulle have en masse venner og legekammerater. Jeg havde bare ikke overvejet, at der praktisk talt ikke er plads til ekstra passagerer, når de pris-vindende autosæder er sat i bilen og har overtaget al plads.

Når jeg beundrede mit liv i mit selvfede spejlbillede, var jeg stadig klædt efter moden og i mine elskede stiletter. Virkeligheden er dog, at fødderne er svøbt i sneakers og tøjet valgt ud fra bekvemmelighed. Til gengæld har jeg altid lego-figurer, figenstænger, sutter og kleenex i tasken nu til dags – og lige præcis det overgår helt sikkert enhver fantasi hos mødrene uden børn.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *