Klumme: Anerkend, afled og leg!
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

I livet med børn er gode råd nogle gange rigtig svære at både få og give, fordi alle børn, forældre og familier er forskellige.

Alligevel er jeg nået frem til ét, som jeg mener, er ret fundamentalt. I hvert fald i livet med små børn: Anerkend, afled og leg.

Hvad end mine børn oplever, som får dem til at græde, skrige, råbe eller trampe, hjælper det altid at sætte ord på deres følelser. Og når det er gjort og de føler sig hørt eller set, skal de som regel afledes asap. Og helst med leg.

Så når den lille ikke gider komme med ind og få skiftet ble om morgenen, fordi han leger, kan jeg godt sige: ”Vil du bare gerne blive her og lege fordi det er så sjovt?” og som regel svarer han ja.

Derefter svarer jeg: ”Det kan jeg godt forstå. Det også nogle virkelig flotte biler. Men skal vi ikke se hvem, der kommer først ind til puslebordet?”

Som regel får dette spørgsmål ham hurtigt til at rejse sig, og når jeg så følger trop og siger: ”Du-kan-ikke-fange-mig,” mens jeg selvfølgelig lader ham overhale mig, ender det som regel med en glad og grinende dreng på puslebordet.

Den store er lidt mere avanceret. Så når jeg sætter ord på hans følelser og vil aflede, skal jeg være sikker på, at det jeg afleder med er attraktivt. Og det er så her ,at legen igen kommer ind i billedet. Fordi al leg virker utrolig godt på ham.

Om mandagen har de noget børneløb i børnehaven, og Dixon kan helt ærlig ikke rigtig følge trop. Det første han selv siger mandag morgen er, at han tror, han er syg.

Denne manglende motivation og evne har vi således både drøftet med pædagoger og omgangskreds og endelig gik jeg til lægen med ham.

Dixon har tidligere på året forstuvet foden, så måske den drillede? Han har taget på i vægt, så måske han er for tung? Eller måske han bare ikke har evnerne til at løbe?

Lægen kiggede kærligt på både mig og Dixon. Hun konkluderede, han har en skæv platfod, som betyder, han dagligt skal hinke for at styrke foden. Men ellers fejlede han intet i hendes optik. Hvilket jo var godt nyt men også lidt frustrerende, når nu jeg forventede et konkret svar.

Så i weekenden gik vi udenfor. Og rigtig nok – Dixon gad bestemt ikke bare løbe for at løbe. Men da vi legede ’kongens efterfølger’, hvor jeg gik forrest og slog ud med armene og op med knæene, kunne jeg høre, han morede sig. Det blev kun bedre, når han og lillebror var konger på skift. Vi endte med både at lunte baglæns og løbe om kap – uden fodproblemer eller brok. For vi legede og grinede.

Ved sengetid fik det mig til at tænke på min egen barndom og faktisk også voksenliv. Jeg har heller aldrig brudt mig om at løbe for bare at løbe. Det er yderst sjældent du vil se mig løbe efter toget. Og Dixon er bare fem år!

Selvfølgelig er der læring i at løbe og udholde det kedelige og hvad ved jeg. Men der er nu også utrolig meget læring i leg, anerkendelse og afledning. Og allermest, når alle tre elementer kædes sammen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *