Basketbrag i Skovlunde
basket-2.jpg
Et af finaleholdene fra BMS Herlev er U15-pigerne, der skal spille mod Åbyhøj klokken 14.
basketball I morgen går det løs til årets pokalfinaler for ungdomshold i basketball i hallerne i Skovlunde. BMS Herlev er værter, og med imponerende seks hold i finalerne er der god grund til at møde op og heppe på de lokale basketspillere ved dagens kampe.

Lørdag bliver en historisk dag for BMS Herlev, der er værter for denne sæsons pokalfinaler for ungdomshold. Aldrig før har én klub haft så mange hold i pokalfinalen, som den lokale basketklub har i år. Ud af otte pokalfinaler er BMS Herlev med i seks.

Pokalturneringen for ungdom er bygget op, så det er det bedste hold fra øst, der møder det bedste hold fra vest.Det er Danmarks Basketball Forbund, der står for arrangementet, mens BMS Herlev er værter.

Til alle otte finaler vil der være præsentation, speaker, musik, præmieoverrækkelse med både kåring af pokalfighter og kampens spiller. Sidstnævnte er et nyt tiltag, der foregår ved afstemning blandt tilskuerne ved hjælp af en særlig app – det vil være nemt, og der vil være vejledning i hallen til hvordan man gør.

“Vi håber, at rigtig mange vil komme forbi hallerne i Skovlunde på lørdag, så vi alle sammen i hinandens selskab kan have en historisk og fantastisk dag med ungdomsbasket fra aller øverste hylde,” lyder det fra klubben.

Program:

Der spilles fire finaler i UCC Hallen (Ejbyvej 43) og fire finaler i Rosenlund Arena (Ejbyvej 47)

U17 damerne starter klokken 10 i Rosenlund Arena, hvor modstanderen er basketballefterskolen fra Nyborg, EVN.

U17 herrerne spiller klokken 11 i UCC Hallen mod Skovbakken.

U13 pigerne spiller klokken 12 i Rosenlund Arena mod Åbyhøj

U15 pigerne spiller klokken 14 i Rosenlund Arena mod Åbyhøj

U19 damerne spiller klokken 16 i Rosenlund Arena mod Åbyhøj

U19 herrerne spiller klokken 17 i UCC Hallen mod EBAA fra Århus

De sidste to finaler – hvor BMS Herlev ikke er med – er U15 drenge fra Falcon og Skovbakken, der spiller klokken 13 i UCC, og U13 drengene fra Alba og Skovbakken, der møder hinanden klokken 15 i UCC.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *