Kommunens svar er useriøse og nedladende
læserbrev Jeg græmmes, som Nuser altid siger i tegneserien Radiserne.

Kommuneplantillæg og Lokalplan for DTU Campus-området ved Sømosen blev i sidste uge vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget – og videresendt til vedtagelse også i kommunalbestyrelsen.

Sammen med materialet til mødet var borgernes høringssvar og kommunens svar herpå. Og det er her, jeg græmmes.

Et er, at kommunen har nogle planer for hele Lautrupområdet og selvfølgelig gerne ser dem gennemført.

Et andet er, at politikerne skal lytte til borgernes meninger og tage dem seriøst. Politikerne ”regerer” jo trods alt på borgernes vegne.

Et tredje er, at svarene på høringen er useriøse og nogle steder decideret nedladende – det virker som om man overhovedet ikke vil fatte, hvad borgerne mener.

Kommunens svar er indholdsløse, uden konkrete begrundelser eller oplysninger om årsag til netop dette svar – og så oven i købet i en respektløs tone. Det er da byens borgere, man svarer, så jeg synes en mere venlig og interesseret tilgang i besvarelserne ville have klædt kommunen, uanset svarets indhold.

Eksempler på svar: “Det er ikke alt grønt, der er natur” og “Der er således intet odiøst i, at bebyggelserne er rykket tættere på mosen”. Det er jo netop det, borgerne reagerer imod!

At der “ikke bliver trængsel, men at områdets rekreative værdi også bør komme andre end de nuværende naboer til gode,” er svaret på et ønske om et fredeligt område, der intet skriver om hindring af alles brug af området – og så henviser kommunen til Plejeplanen, som jo ikke afhjælper, at arealerne mindskes.

Et borgerforslag om at bygge andre steder besvares med, at “kommunen ikke river erhvervsbygninger på private ejendomme ned, for at andre kan bygge på dem”. Borgeren har nok tænkt på de ledige grunde eller tomme erhvervsbygninger.

Det er sørgeligt, at jeg som borger føler mig snydt i denne proces, der næsten virker som en skueproces. Jeg havde forventet seriøs interesse og ordentlig borgerdialog fra kommunens side – også i kommunens svar på høringen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *