Borgermøder og høringsprocesser var blot spil for galleriet
læserbrev Lokalplanforslag til DTU campus ved Sømosen er klar til kommunalbestyrelsens godkendelse.

Teknik- og miljøudvalget har godkendt forslagene til Kommunalplantillæg 14 og Lokalplan 175 og videresendt dem til endelig vedtagelse i kommunalbestyrelsen.

Borgergruppen Bevar Sømosen har med undren gennemlæst forvaltningens svar på de høringssvar der er indsendt, svar der er skrevet med oprigtig interesse og åbenhed overfor at det er nødvendigt at bygge studieboliger.

Forvaltningen har affejet de 35 borgeres indvendinger og konstruktive forslag med standardformuleringer uden argumentation, beregninger eller anden dokumentation for afvisningen. I flere tilfælde er tonen i besvarelsen decideret nedladende og der svares ikke på den kritik borgeren giver udtryk for.

Konkrete borgerforslag til naturmæssige løsninger affejes – trods det, at det nye Naturkvalitetsudvalg henstiller til, at der i byudviklingsprojekter sættes fokus på, hvordan de eksisterende naturkvaliteter bevares eller erstattes.
Ingen af borgernes ønsker og forslag er inddraget i de nu fremlagte forslag – til gengæld har bygherren PensionDanmark, med henvisning til Planloven, fået ændret boligformen fra studieboliger til “boligformål i form af etagebebyggelse, herunder studieboliger”. Hermed falder Ballerup kommunes og DTUs heftige argument for forslaget: At der skulle etableres et DTU Campus med studieboliger.

Hvilken påvirkning har denne ændring for forudsætningerne i det fremlagte forslag eksempelvis i forhold til trafik og parkering?

I det fremlagte materiale var der en fejl i beregningen af antallet af studieboliger. Det nye tal er 302 + 83 familieboliger. Selvom det er en nedgang er det stadig flere end i det første oplæg. Man kan også undre sig over, hvorfor sådan en fejl ikke er fundet tidligere, og det afføder også usikkerhed ved grundlaget for alle andre beregninger?

Efter mere end to års arbejde sidder vi tilbage med en fornemmelse af, at borgermøder og høringsprocesser blot var et spil for galleriet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *