Et ganske særligt fodboldhold
Brug-Bolden-copy.jpg
Brug Bolden Danmark har allerede velfungerende hold i København og på Fyn - nu følger Ballerup trop.
fodbold Brydehuset starter i samarbejde med Brug Bolden Danmark et fodboldhold for socialt udsatte og tidligere misbrugere.

Torsdag aften bliver bolden givet op for Ballerups nye fodboldhold: Brug Bolden Ballerup.

Brug Bolden er et fodboldfællesskab, der henvender sig primært til tidligere misbrugere. Her i Ballerup er målgruppen både mennesker, der har haft en rusmiddelafhængighed men også andre, der vil træne med på et fodboldhold, hvor spillerne af den ene eller anden grund ikke kan spille på et hold i en etableret klub.

”Brug Bolden er et fodboldfællesskab, der tager udgangspunkt i at danne netværk mellem brugere på tværs af væresteder og foreninger for udsatte.” siger Michael Mogensen, som er holdets træner.

”Brug Bolden Ballerup er åben for alle, som har lyst at være med på et hold, hvor vi alle er lige – uanset hvad vi ellers har at kæmpe med uden for banen.”

Toppen af ligaen

I Brydehuset glæder man sig over det nye samarbejde, som forhåbentlig kan give nogle af huset brugere mod på at komme ud på banen.

”Fodbold er mega fedt og det er en god måde at være sammen på. Brug Bolden har allerede succesfulde hold i København og på Fyn. Men vi regner da med, at Brug Bolden Ballerup ryger lige direkte til toppen af ligaen med det samme” fortæller Margrethe Thise Ankler fra Brydehuset mens hun griner:

”Nej… det er jo kun for sjov. Vi mødes ikke for at vinde noget. Vi mødes for at spille fodbold og for at være sammen med hinanden.”

Træner hver torsdag

Torsdag den 6. februar sættes holdet i gang af Ballerups Viceborgmester Lolan Marianne Ottesen, som skal give bolden op til den første træning:

”Brug Bolden er et initiativ, som vi er meget stolte af at sætte i gang i Ballerup.” siger Lolan, der selv er tidligere fodboldspiller fra SIF Skovlunde

”Vi har i forvejen en lang række forskellige tilbud om idrætsfællesskaber – og med dette nye fodboldfællesskab har vi mulighed for at skabe et netværk for en gruppe, som ikke nødvendigvis kan se sig selv i en almindelig fodboldklub,” tilføjer hun.

Brug Bolden Ballerup har i første omgang fået lov at træne i hallen i Aktiv Center Ballerup på Rolighedsvej 12. Det er gratis at spille med og holdet træner indtil videre hver torsdag klokken 18 til 20 og interesserede er velkomne til at kigge forbi.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *