Så tæt på og alligevel så langt fra
Billede-til-ballerupbladet.dk_-scaled.jpg
SPONSORERET INDHOLD: Kan England tage det sidste skridt ved rugby-VM i 2023?

Verdensmesterskaberne i rugby er forbi, og de sydafrikanske outsidere er taget hjem med pokalen. Det kræver selvfølgelig, at der går lidt tid, inden den egentlige dom kan fældes, men her og nu føles det netop overståede VM som en af de bedste slutrunder nogensinde.

Det var i hvert fald en fantastisk turnering for England. Efter deres horrible præstation i 2015 havde de helt sikkert også noget at bevise – og det må man sige, at de lykkedes ganske godt med.

Efter at have marcheret direkte i kvartfinalen nåede de det absolutte højdepunkt mod ærkefjenden Australien, der ikke havde noget modtræk mod den massive engelske offensiv og måtte forlade banen efter et nederlag på 40-16.

New Zealand måtte strække våben i semifinalen, men englænderne var dog aldrig rigtig i nærheden af at tage det sidste trin op på skamlen, da sydafrikanerne simpelthen bare var for stærke i finalen. Den engelske træner Eddie Jones var dog ikke helt slået ud, da han fremhævede, at et godt hold har brug for otte år til at indfri sit potentiale.

Jones overtog ansvaret for det engelske landshold tilbage i 2015, og de har altså nu brugt halvdelen af tiden. Kan Jones gøre dem til verdensmestre i 2023? Vi kigger nærmere på mulighederne.

Værtsnationen
Rugby skulle angiveligt være opstået helt tilbage i 1823, og spillet fejrer derfor sin 200-års fødselsdag, når verdensmesterskaberne afholdes i Frankrig i 2023.

Det nyligt afholdte verdensmesterskab fandt sted i Japan, så Frankrigs trods alt knap så fremmedartede forhold må siges at være en klar fordel for de engelske titeldrømme i 2023.

Først og fremmest er der ingen tidsforskel og derfor ingen problemer med jetlag, når englænderne krydser kanalen. Når tiden sig nærmer, vil den engelske trup praktisk taget være i stand til at fortsætte sin forberedelse, som om intet var hændt, efter et ganske kort rejseafbræk.

Med den korte rejsetid er der heller ingen tvivl om, at engelske tilskuere kommer til at strømme til det franske. Mens fansene nyder de kulturelle tilbud i Paris og ser, om det har heldet med sig på Monacos casinoer (de får brug for held, hvis de vil overvinde husets fordel), kan spillerne udnytte det velkendte tempererede klima til at få det maksimale ud af deres træning, så de kan være i optimal form til kampene.

De lavpraktiske lokale forhold i Frankrig kommer heller ikke til at spille samme rolle som udfordringerne i det japanske, hvor en undervurdering af Tokyos trafikale forhold forsinkede englændernes ankomst til deres største kamp i 16 år, så de først nåede frem til stadion en times tid før kampstart.

Kan de holde sammen på holdet?
Alle store sportshold har brug for kontinuitet. Det er baggrunden for Eddie Jones’ kommentar om de ”otte år”, og heldigvis for England er tiden på deres side.

De spillede VM-finalen med en gennemsnitsalder på 27 år som det yngste hold, siden der blev indført professionel rugby. Et så ungt hold i sportens største kamp er både bemærkelsesværdigt og lover godt for fremtiden.

Om fire år vil størstedelen af truppen, inklusive spillere som Maro Itoje, Owen Farrell og Vunipola-brødrene, have rundet 80 landskampe og skrabet uvurderlig erfaring sammen i yderligere Six Nations Championships og den forrygende Lions Tour, der er planlagt til 2021.

På den anden side er det ikke utænkeligt at deres skuffende finaleoptræden i år kommer til at hvile som en tung byrde på holdets skuldre. Dårlige erfaringer er svære at komme af med i sport, og det kommer til at kræve enorm mental styrke at holde sammen på det hele, når holdet stiller op til næste verdensmesterskab i Frankrig.

Talentmassen er i top
Det er altid svært at spå om, hvad der sker fire år ud i fremtiden, men når vi kigger på Englands yngste spillere, er der grobund for optimisme. Morgendagens stjerner på det engelske hold hedder utvivlsomt Tom Curry og Sam Underhill.

Eller ”Kamikaze Kids” som Eddie Jones kalder dem, fordi ”they hit everything that moves” – deres 36 tacklinger i kvartfinalen mod Australien understregede bare pointen, især fordi de var oppe mod australiernes verdensklasseduo Hooper og Pocock og mere eller mindre udspillede dem.

Den 21-årige Curry var i særdeleshed flyvende mod Australien og blev fortjent kåret som kampens spiller. Hvis hans karriere fortsætter i samme spor – og han undgår flere af de skader, der tidligere har plaget hans karriere – kan han ikke undgå at udvikle sig til en af Englands absolutte nøglespillere i 2023, hvor han stadigvæk kun vil være 25 år gammel.

Selvom Underhill forekommer knap så spektakulær på banen som sin holdkammerat, er der dog heller ingen tvivl om, at også han kommer til at udgøre en del af rygraden på det engelske landshold i årene, der kommer. Og så har vi ikke engang nævnt Tom Currys tvillingebror, Ben, der præcis som sin bror spiller en fremtrædende rolle hos Sale Sharks i den hjemlige liga, men endnu har sin officielle landsholdsdebut til gode.

Chefen
Eddie Jones var stadig i godt humør efter det engelske finalenederlag. “I er faktisk heldige, fordi I har mig i to år mere, venner. Hvor godt er det ikke?” jokede han til pressen med reference til sin kontrakt, der løber til 2021.

Som udgangspunkt er det i hvert fald en god ting for England. Jones har stået i spidsen for nogle af holdets bedste præstationer siden 2003, herunder de to triumfer i Six Nations i 2016 og 2017. I år måtte englænderne godt nok se waliserne løbe med titlen, men Tom Curry fik da lige vist, hvad rugbyspillere består af.

Det er imidlertid tvivlsomt, om englænderne kan holde fast på Jones helt til 2023. Han er som bekendt fra Australien, og der er et tiltagende folkekrav downunder om, at han vender hjem og redder de falmende Wallabies. I en alder af 59 kan han ikke være sikker på, at chancen for at stå i spidsen for hjemlandet opstår igen.

For England er det dog bydende nødvendigt, at de formår at overtale Jones til at fortsætte sit engagement ud over den nuværende kontrakt. Holdet har brug for yderligere fire år under samme ledelse for at bygge videre på succesen, og en evt. ny træner i 2021 vil få særdeles svært ved at nå at implementere sine idéer med bare to år til næste VM-slutrunde. Med Jones ved roret vil England være en af favoritterne i 2023. Uden Jones er det noget mere tvivlsomt.

England som verdensmester?
På trods af sine åbenlyse evner er Eddie Jones ikke i besiddelse af en tryllestav, der kan gøre England til verdensmester. Der skal arbejdes ekstremt hårdt både op til slutrunden og under den bare for at nå finalen igen – og så skal den jo også lige vindes.

Med ungdommen på deres side har de imidlertid grund til optimisme, og hvis de er i stand til lægge skuffelsen fra finalenederlaget fra sig, er der ingen tvivl om, at de vil være et af de absolut bedste bud på at kunne løfte trofæet i 2023.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *