Klumme: Skolestart og kaos
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Nogle gange går livet som bekendt ikke som forventet. I vores familie er det temmelig ofte. For eksempel med skolevalg til Dixon. Han blev nemlig ikke optaget på ”skolen i skoven,” som vi havde søgt.

Det var ikke en sjov besked at give ham, men tænksom som han er, svarede han: ”Det okay mor, for jeg ville faktisk heller ikke lave lort i et hul i skoven,” som de voksne til intromødet i sjov havde fortalt man skulle, når man skulle på koloni med skolen.

Jeg valgte dog at undlade at korrigere min dreng og svarede ganske cool: ”Så det jo meget godt og ved du hvad, vi finder på noget andet.”

Indvendig var jeg dog alt andet end rolig. Jeg var skuffet, ked af det, bekymret for fremtiden og havde det rent ud sagt forfærdeligt på Dixons vegne.

Flere lokale venner og bekendte udtrykte sympati med os og den støtte, de viste os, kan jeg ikke takke nok for. Når det stormer, er det altid rart at mærke støtter, der er klar til at tilbyde læhegn for en.

Så lettere panisk gik jeg Google-bersærk og undersøgte alt hvad jeg kunne. Jeg havde engang en chef, der kaldte mig research-narkoman og netop den besættelse kom nu endelig til gode og førte mig til Farum. Min egen barndomsby, hvor mine forældre stadig bor og til min egen barndomsskole, som tilfældigvis havde fået to ledige pladser i 0. klasse.

Jeg ringede til skolen og lang historie kort, besluttede vi, at Dixon kunne komme på besøg en dag i klassen, og så skulle vi forældre vurdere, om det var noget for os. Der ville ikke være nogen optagelsessamtale med Dixon selv, da inspektøren lagde vægt på at skolevalget jo var forældrenes beslutning. Det glædede mig meget, for som enhver anden forældre, havde jeg ikke lyst til at give Dixon flere nederlag end højst nødvendig.

Så min mand og jeg pakkede madpakker og tog en dag med i 0. klasse. Min mand er et stort legebarn, så allerede i tredje lektion sad han og tegnede nytårsfyrværkeri sammen med ungerne og fik da også lov at hænge sin tegning op. Hvilket Dixon heldigvis også gjorde.

Da dagen var omme, spurgte vi Dixon, hvad der var det sjoveste. Vi forventede, at han ville svare morgengymnastikken, som egentlig var dans til en Youtube-video, eller tegnetimen. Men ganske overraskende, som livet altid er med Dixon, svarede han: ”Matematik-spillet!”

Det bekræftede os i, at han var klar til nye udfordringer og til at starte i 0. klasse – også selvom det reelt er et halvt år for tidligt.

Da han så endelig havde første skoledag den 2. januar, mødte vi inspektøren, og da dagen var omme sagde hun:

”Han er jo sådan en lille tillidsfuld gut” og den beskrivelse passede os helt fint. For tillid er som bekendt et valg og netop dette, var Dixons eget.

At det så skaber logistisk kaos i vores i forvejen kaotiske liv, er en konsekvens, vi har accepteret ud fra et håb og en tro på at glæde og tilfredshed også skabes i modgang, kaos og det uventede. Livet er nu engang oftere således end det modsatte.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *