Vejen er banet for borgerdrevne forslag
En ny forsøgsordning skal bane vejen for, at borgere kan stille forslag, der kan behandles i kommunalbestyrelsen.

Når der snakkes politik i kommunalbestyrelsen er det politikerne, der debatterer og bestemmer og borgerne, der lytter. Lovgivningen giver ikke mulighed for, at borgerne selv kan fremsætte forslag til behandling i kommunalbestyrelsen.

Men i den politiske aftale for 2020 var der enighed om, at man ville indføre et forsøg med såkaldt borgerdrevne forslag. Det er en praksis, der er indført i omkring halvdelen af landets kommuner og fra den 1. april og frem til og med 2021 indfører Ballerup Kommune også borgerdrevne forslag.

Digitale forslag

Fra denne dato vil der være mulighed for at stille forslag på Ballerup Kommunes hjemmeside via en formular med NemId, så man er sikker på, at forslagsstiller er borger i Ballerup Kommune.

Derefter sikrer administrationen, at forslaget har med kommunale anliggender at gøre, at det ikke er injurierende eller indeholder personfølsomme oplysninger og ikke er et emne, som kommunalbestyrelsen allerede har truffet beslutning om indenfor de seneste 12 måneder, medmindre der er kommet nye oplysninger frem.

Derefter får forslagsstilleren en kvittering for forslaget eller en begrundelse for, at det er afvist. Efterfølgende ligger forslaget i tre måneder på hjemmesiden og her kan andre borgere så gå ind og støtte forslaget. Hvis man efter de tre måneder kan mønstre mindst 450 støtter, så fremlægger borgmesteren forslaget for kommunalbestyrelsen, da loven som nævnt ikke tillader borgere at fremsætte forslag direkte for politikerne.

Derefter kan politikerne så vedtage eller forkaste forslaget, ganske som det fungerer med øvrige politisk behandlede forslag.

Ideen om borgerdrevne forslag komme fra SF, som ønsker mere direkte borgerinddragelse i politik.

”Det var et af vores krav til budgetforhandling, og jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at inddrage borgerne mest muligt i de politiske beslutninger,” siger Ulrik Falk-Sørensen (F).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *