Klumme: Panik på ’Den Gyldne Måge’
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Dig, der læser med her, har nok opfattet, at jeg åbenlyst erkender, at mor-livet ikke altid falder mig ligeså naturligt, som jeg ville ønske.

Jeg prøver og øver mig dagligt, og der er da dage, hvor jeg tænker: ”Yes, jeg har styr på det,” men som regel afløses de af dage, hvor jeg drømmer om åbne børnehuse i weekender, migtid, lydtætte ørepropper og en nyredt hotelseng kun til mig.

Heldigvis er der også gode dage. Sjove dage og dage, hvor jeg kysser mine børn så meget, at de beder mig stoppe. Dage, hvor jeg kigger på dem med den største taknemmelig og det dybeste ønske om at stoppe tiden. For lige meget hvad, går den alt for stærkt.

Sidst børnene havde en fridag tænkte jeg, at der skulle ske noget. Jeg ville gerne give børnene en god dag og dele en god oplevelse med dem. Desværre indbød hverken økonomi eller vejr til større udskejelser og jeg gik lidt i tænkeboks.

På den blå avis fandt jeg et mikrofonstativ med to mikrofoner i. Det var til salg i Hillerød. Og kort tid efter sad vi alle tre i bilen. Tidsplanen passede med et stop på deres lokale McDonalds, og da det ellers er et sted, vi meget sjældent besøger, vakte det stor glæde hos børnene. Akkurat som stedets legerum, der var et meget højt klatretårn med indbygget rutsjebane.

Vi var desværre ikke de eneste, der havde fået den ide, så mens vi ventede på maden, legede ungerne. Og så sad jeg der og kukkelurede, mens jeg undrede mig over, hvor ringe underholdningen egentlig var for voksne.
Endelig kom maden, men børnene gad selvfølgelig ikke komme og spise. Så jeg gav dem ti minutter, hvor jeg tilfreds hev min mobil frem.

Der gik så kun omkring tre minutter før jeg hørte barnegråd. Først tænkte jeg det måtte være en baby. Men så slog det mig. Det var min ”baby.” Ganske vist på tre år, men stadig.

Min lille nysgerrige tornado havde forvildet sig øverst op i tårnet og turde hverken rutsje elle kravle ned. Rutsjebanen var et langt mørkt lukket rør og da jeg selv har klaustrofobi, forstod jeg ham godt. Men hvad dælen gør man?

Jeg tvivlede gevaldigt på, at jeg selv måtte eller kunne kravlede derop, og ingen af de tilstedeværende forældre stod i kø for at hjælpe mig. Gode råd var dermed dyre og min stress blev ikke mindre af barnets frygtsomme gråd.

Jeg tror også jeg sendte min mand en mindre pæn tanke om hans ikke-tilstedeværelse, men det er en helt anden historie.

Så lettere panisk jeg gjorde det, enhver anden forældre ville undgå. Jeg tyede til storebror og lagde et pænt stort pres på ham.

”Få din lillebror ned,” fik jeg beordret i bedste ikke-pædagogiske stil. Måske jeg skulle have satset på en karriere i militæret i stedet, for ordrer-delen faldt mig overraskende nemt – selv da et fremmed barn hjalp til og jeg kommanderede rundt med både ham og Dixon for at få det ønskede resultat.

Det virkede og lillebror kom heldigvis ned. Mikrofonstativet blev også afhentet og sidst men ikke mindst besluttede jeg, at fremover går vi ikke på ”Den Gyldne Måge”. I hvert fald ikke uden deres far.

Dagen efter praktiserede jeg ’ude godt, hjemme bedst’, og det virkede, lige indtil mikrofonstativet havde kørt non-stop i fire timer. Hvem dælen er også så tosset at købe et mikrofonstativ med fem indbyggede numre i? Nå ja, det var jo mig.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *