Planer om stort arresthus ved Kildedal
Kildedal-1.jpg
Området omkring Kildedal Station skal omdannes til et stort erhvervs- og boligområde på Ballerup-siden. På Egedal-siden er der blandt andet snak om et arresthus og hotellejligheder. Foto: privatfoto
Byggeri En stor grund i Kildedal-området, på grænsen til Ballerup er udset til stort byggeri. Blandt andet vil Kriminalforsorgen måske placere et stort arresthus på grunden.

Området omkring Kildedal er i Ballerup Kommune udset til med tiden at skulle huse boliger og et stort erhvervskvarter. Men på den anden side af kommunegrænsen, i Egedal Kommune, nord for Kildedal Station mod Knardrup, ligger et stort areal, der nu er i spil til nogle helt andre planer.

I den kommende tid skal politikerne i Egedal byråd nemlig tage stillig til, om der skal placeres et arresthus, et fodboldstadion eller hotellejligheder på grunden, der er ejet af Egedal Kommune.

Helt konkret foreligger der nu tre bud på grundens fremtidige brug. DBU vil måske placere et nyt træningsanlæg for de forskellige landshold. Et stort hotelkompleks med lejligheder er også i spil fra virksomheden CASA og endelig har Kriminalforsorgen forespurgt på muligheden for at placere et arresthus på grunden. Netop planen om et arresthus er ret konkret, dog uden at noget er besluttet endnu.

Et Egedal-projekt

I Ballerup Kommune har man ikke noget med planerne at gøre og har heller ikke nogen mening om dem.

”Det er et Egedal-projekt. Grunden er ejet af Egedal Kommune, så det er ikke noget vi har en holdning til, hverken for eller imod. Jeg kan da godt personligt undre mig over, at det skal ligge der, men det er som sagt ikke noget, vi har noget med at gøre,” siger formand for teknik- og miljøudvalget i Ballerup Kommune, Hella Hardø Tiedemann (A).

Nyheden om planerne har allerede affødt en del vrede reaktioner fra Egedal-borgere i blandt andet Veksø, hvor man frygter for fremtiden.

Men i Egedal Kommune glæder man sig over de store planer på grænsen til Ballerup.

Ikke et fængsel

”Der har været skriverier om, at der er tale om et fængsel. Det er det ikke. Det er et arresthus, altså et sted, hvor man sidder, mens man afventer en retssag. Så det er et midlertidigt sted, hvor man så bliver transporteret til og fra ved retssager. Der er forskel. Ellers er der tre projekter i spil, der vil skabe lokale arbejdspladser og kan få stor værdi lokalt, uanset hvad det bliver. Så vi er meget positive overfor det,” siger 1. viceborgmester Ib Sørensen (A), som også er formand for planudvalget i Egedal Kommune.

Han pointerer, at der slet ikke er taget endeligt stilling til projekterne endnu og han understreger, at det også handler om, hvorvidt man kan blive enige med folkene bag projekterne.

”Vi ved slet ikke, om DBU vil placere deres træningsstadion her eller om CASA vil placere sig her. Vi skal jo blive enige. Men grunden er sådan indrettet, at der godt kan blive plads til to projekter – eksempelvis hotellejligheder og et arresthus, som de to projekter, der nok er mest konkrete,” siger Ib Sørensen.

Han kan ikke se noget problem i det, hvis man ender med at placere et arresthus på grunden.

Pænt byggeri

”Man bygger Carlsbergbyen lige op ad et af de mest kendte fængsler i Danmark, Vestre Fængsel. Det skaber ikke nogen problemer i området, så vidt jeg ved. Der bliver ikke tale om en seks meter høj mur op ad naboernes baghave, men et ganske pænt tæt-lavt byggeri. Der vil da være en mur, men den vil falde ind i det omkringliggende terræn, og trafikalt er der taget højde for, at der selvfølgelig vil komme mere trafik,” siger Ib Sørensen, som fremhæver, at man samarbejder med Ballerup Kommune om netop at få hele området omkring Kildedal til at hænge bedst muligt sammen, eksempelvis trafikalt.

Udvalgsformanden ser det i øvrigt som en kommunes pligt at bidrage til en samfundsopgave.

”Man ønsker fra statens og samfundets side, at folk skal i fængsel for kriminalitet, og man vil have plads til dem forskellige steder i landet. Så må vi som kommune også være med til at tage vores del af samfundsansvaret.

Samtidig skaber det masser af lokale arbejdspladser både under byggeriet og efter. Men som sagt er det under alle omstændigheder meget tidligt i processen og vi ved ikke noget endnu,” understreger Ib Sørensen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *