Fra vandskræk til verdensmesterskaberne
Issvømning-2-kopi.jpg
Luffe Rasmussen i den kolde balje ved VM i issvømning i Slovenien. Det er kun få år siden, at han stort set ikke turde gå i vandet.
svømning For få år siden var Leif ’Luffe’ Rasmussen vandskræk og måtte have voksenundervisning i svømning i Triton. Nu har han netop været til VM i issvømning.

Var det noget at hoppe ned i i et bassin med vand på 1-4 grader?

Måske ikke for ret mange, men for Leif ’Luffe’ Rasmussen var det netop hvad han gjorde, endda med glæde, da han for et par uger siden deltog for første gang i VM i issvømning i Lake Bled i Slovenien.

Han endte med en 14. plads i 25 meter og en 17. plads i 50 meter svømning på bane.

Hvis man tror, at det er en meget lille sportsgren, så må man alligevel tro om igen. Der deltog 103 danskere ud af 1024 deltagere og det blev til i alt 24 danske medaljer.

Selvom det altså ikke blev til medaljer til Luffe Rasmussen i denne omgang, så var det alligevel en meget positiv oplevelse for debutanten.

Det er nemlig ikke mange år siden, at han slet ikke var i spil til noget som helst, der havde med vand at gøre.

Smag for is

”Jeg har lidt af vandskræk lige siden jeg var barn, hvor jeg var ved at drukne. Men da jeg så min kone og mine børn drøne rundt i vandet besluttede jeg mig for at gøre noget. Jeg begyndte på voksensvømning i Svømmeklubben Triton og så udviklede det sig. Jeg begyndte at svømme crawl og fik smag for at prøve mig af med andre former for svømning,” siger Luffe Rasmussen, som fik smag for issvømning.

”For halvandet år siden begyndte jeg på issvømning og jeg synes faktisk det er rigtig sjovt. Det kræver lidt en overvindelse at dumpe ned i vand, der er maks. fem grader varmt, men det er også en sjov udfordring,” siger Luffe Rasmussen, som altså endte med at melde sig til VM i Slovenien for et par uger siden.

Man svømmer ifølge Luffe Rasmussen op til 200 meter ad gangen, men det afhænger af form og vejr.

”Hvis man ikke er helt på toppen, så skal man ikke stille op. Det handler først og fremmest om sikkerhed,” siger han.

Tager mukkert med

Issvømmerne træner hele året, to gange i ugen i Triton og fra oktober til april blandt andet i Himmelsøen ved Roskilde. Hvis der er is på vandet, så tager man en mukkert med og slår hul i isen.

”Man svømmer ikke, hvis der er is på, for det kan være farligt, men man går i vandet for at vænne sig til kulden,” siger Luffe, som i dag er glad for, at han tog mod til sig og gik til svømmeundervisning i Triton, hvor han stadig træner.

”Jeg har set, at det kan nytte at gøre noget og vi stiller helt bestemt op ved næste VM i issvømning om to år. Så må vi se, om det kan blive til medaljer denne gang,” siger Luffe Rasmussen.

 

 

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *