Nyt børnehus er åbnet i Skovlunde
Børnehus-i-Skovlunde.jpg
Det nye børnehus på Torvevej 29, er klar til at give nogle af de mange nye Skovlunde-borgere en god start på livet. Her er det pædagogerne Rikke Kjær (tv) og Pernille Brammer, der hygger sig sammen med Nova og Leonora. Foto: privatfoto
Børneboom Der kommer flere og flere børnefamilier til Skovlunde. Nu har et nyt børnehus med plads til 30 børn slået dørene op på Torvevej. Det nye børnehus skal på sigt samarbejde med en ny udflytterbørnehave i Villa Blide.

Storken er en hyppig gæst i Skovlunde, og det samme er flyttebilerne. Mange unge familier vælger at slå sig ned i Skovlunde i disse år, og det betyder, der er rift om pladserne i de lokale børnehuse.

De allermindste kan heldigvis se frem til en god og tryg start på livet, når mor og far skal på arbejde igen efter endt orlov. Der er nemlig blevet endnu flere vuggestuepladser i Skovlunde.

Torvevej 29 hedder det nye børnehus i Skovlunde, som slog dørene op den 1. februar. Den første dag var der bare fire børn på stuen, men allerede når vi når til april måned, vil 17 børn have deres daglige gang på Torvevej. Med de mange nyfødte i området regner distriktslederen for dagtilbud i Skovlunde, Merete Klepp, med, at alle vuggestuepladserne er taget til sommer.

Klar på rekordtid

Håndværkerne tog hul på det nye børnehus i oktober, så der har været heftig aktivitet på adressen de seneste par måneder.

Lokalerne i underetagen af bygningen har tidligere huset aktivitets- og værestedet Støberiet, men nu er de malet og bygget om, så rammerne passer til de små brugeres behov.

Ved indgangspartiet til børnehuset er der også skabt en flot legeplads, der er skræddersyet til aktive vuggestuebørn med både cykelbaner, sandkasse og rutsjebane.

Fokus på musik

Børnehusets seks nye medarbejdere har valgt, at profilen for huset er musik, krop og bevægelse. Så ’Lille Peter Edderkop’ spinder meget passende ud af højtaleren, mens Leonora på ti måneder kravler rundt på gulvet og studerer et tårn af kopper sammen med Nova, der er halvandet år gammel.

Karla, der fylder to år om et par måneder, sidder og tegner. Hun bliver helt opslugt af sangen og lægger tussen væk for at vise lille Peter Edderkops kravletur med fingrene. Karla flyttede til Skovlunde, da hun var fire måneder gammel, så hun er en af de levende beviser på, hvorfor der er brug for et ekstra børnehus i området.

Karla har sin far med i dag, da det hele stadigvæk er lidt nyt for hende.

”Både min kone og jeg er opvokset i Skovlunde. Vi kender området, så det var naturligt for os, at flytte tilbage hertil, da vi fik Karla. Som tilflyttere synes vi, det er fedt, at der er så mange børn, at det er blevet nødvendigt med et ekstra børnehus i vores nærområde,” siger Michael Møller Nilsson, der er far til Karla.

Torvevej 29 får efter planen plads til i alt 30 børn fordelt på 2-3 grupper. På sigt er der planer om at lave et samarbejde med en kommende udflytter-skovbørnehave i Jonstrup.

Børnehaven får til huse i den tidligere kursusejendom Villa Blide, og børnene fra Torvevej 29 er garanteret en plads, hvis de er interesserede.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *