Ballerup klar til verdensmålsfest
Verdensmål-2.jpg
Rigtig mange var mødt op i Atriet på rådhuset for at være med til at gøre verdensmålene konkrete ved den kommende festival.
Indimellem hører man om FN’s verdensmål. Det er måske diffust for mange, men den 4. juni bliver de mere konkrete i Ballerup. Her bliver Kirketorvet nemlig rammen om en festival for verdensmålene.

Har du hørt om FN’s verdensmål? Det har mange nok, men for en hel del er det noget diffust og lidt langhåret noget med klima og bæredygtighed.

Men den 4. juni bliver det hele måske lidt mere konkret for en del borgere i Ballerup. Kirketorvet i Ballerup midte bliver på denne dato nemlig omdannet til en stor festivalplads, når ’Danmark for Målene’ rykker ind på pladsen med små og store pavilloner og inviterer alle til en dag, hvor bæredygtighed, klima, grønne ideer og grøn omstilling spiller hovedrollerne.

Dagen vil være fyldt med aktiviteter, hvor alle har mulighed for at komme og opleve verdensmålene. Det fortæller Søren Winther Lundby fra ’Danmark for Målene’.

”Først og fremmest kan folk på dagen se, at de 17 verdensmål findes. Det ser de afspejlet i vores pavilloner. Der vil være aktiviteter, der understøtter de forskellige verdensmål, og virksomheder vil fortælle, hvordan deres produkter og serviceydelser fremmer verdensmålene. Vores erfaringer fra sidste år viser, at det gør en forskel, at vi kommer med en helt konkret festival med pavilloner, og at verdensmålene ikke bare er noget, vi taler om,” siger Søren Winther Lundby.

Arbejdet er i gang

Allerede nu er arbejdet frem mod dagen begyndt. Ballerup Kommune inviterede torsdag aften lokale aktører og ildsjæle til opstartsmøde. Startskuddet skal sikre, at sommerens folkemøde får lokal forankring og gennemføres med lokale kræfter. 70 lokale dukkede op til første møde, som peger frem mod sommerens festival.

På opstartsmødet debatterede lokale ildsjæle, græsrødder, foreninger, frivillige, virksomheder, studerende og uddannelser, hvordan verdensmålsfestivalen i Ballerup bedst udbreder kendskabet til verdensmålene og gør verdensmål til hverdagsmål.

Hvordan man gør det, har Søren Winther Lundby også et bud på:

”Verdensmålene virker meget abstrakte på folk. Det er en sjov størrelse, for på den ene side virker det konkret, når man lige ser ikonerne og overskrifterne, men ikke desto mindre stopper mange op og spørger sig selv: Hvad er det lige, jeg kan gøre? Det leverer vi eksempler på,” siger han.

Arbejdet med verdensmålene indgår som en del af den politiske aftale mellem partierne i Kommunalbestyrelsen i Ballerup, hvor politikerne har et ønske om, at verdensmålene bliver tænkt ind i det daglige arbejde, så de gør en konkret forskel for kommunens borgere.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *