Fællesskab og fede rytmer
Teater-04-09-20.jpg
Salen fyldes af musik og dans, når eleverne udfører den store fællesdans foran fotografen og instruktøren. Foto: Kaj Bonne.
Traditionen tro er Ballerup Ungdomsskoles musicalhold i gang med årets store forestilling. I år er det klassikeren ’Fame’ der er på programmet. Men årets forestilling handler om mere end bare sang, dans og musik. Det handler om fællesskab og store drømme.

Det summer af liv allerede ved indgangen til den store sal, hvor det myldrer med unge i afslappet tøj, der venter på at gå i gang med aftenens prøver.

De er alle elever på Ballerup Ungdomsskoles musicalhold og alle er de medvirkende i årets store forestilling, den klassiske musical ’Fame’, der omtrent har defineret en genre.

Den traditionsrige forestilling er ikke bare en skoleforestilling. Det er et professionelt show, hvor man går op i lys, lyd og performance. Der er en professionel instruktør, og de unge skuespillere er fra 13 til 20 år og har forskellige baggrunde og ambitioner. Men alle er med, fordi de vil gøre forestillingen til noget helt specielt.

Vi har samlet tre af de medvirkende til en lille snak om, hvad der gør det til noget specielt at være med i den årlige forestilling og ikke mindst årets ’Fame’.

Anna (t.v), Cecilie og Stefanie er alle glade for at være med i forestillingen og hylder især det fællesskab
man får med de andre. Men også, at det hele er så professionelt sat op. Foto: Kaj Bonne.

 

Fedt fællesskab

”Det handler ikke bare om at synge og danse og udleve en drøm. Det handler om fællesskabet. Vi har det så fedt sammen. Det er noget helt specielt at være med,” siger 20-årige Anna Kruse.

Hun går til daglig på Borupgaard Gymnasium og er med i den store forestilling for femte gang. Hun kender ikke den originale ’Fame’, men elsker det drive og den energi der er i stykket.

”Vi spiller tre elever på skolen, der skal sætte et stykke op. Så forestillingen er altså om et stykke i stykket. Det er rigtig udfordrende og spændende at spille,” siger Anna Kruse.

Hun suppleres af 20-årige Stefanie Rasmussen, som også er garvet og har været med seks gange. Hun kender godt den originale forestilling, da hun er vokset op med teater og musik og drømmer om at komme til at arbejde med skuespil.

”Jeg kender den originale ’Fame’ og synes det er en fed forestilling. Den er en inspiration. Jeg synes også det er meget inspirerende, at vi arbejder så professionelt og vi lærer rigtig meget af at være med. Det er sjette gang og sidste gang jeg er med (hun falder for ungdomsskolens aldersgrænse, red) men det har i den grad givet mig lyst til at fortsætte med at arbejde med skuespil,” siger hun.

Hendes ivrige gestikuleren og entusiastiske snak afslører, at her er en pige, som er vant til at performe.

”Jeg synes det er en ære at spille med og endda i så kendt og klassisk en forestilling. Men det er også så fedt at være en del af det fællesskab, som vi får ved at være med. Her er der plads til alle, uanset om man er helt ny eller har prøvet det før som os,” siger hun og peger på Anna.

Netop helt ny er 13-årige Cecilie Reckweg. Hun er med for første gang og er tydeligt lidt benovet over de to sidekammeraters udadvendte entusiasme. Men ildhuen er ikke til at tage fejl af.

”Jeg er med for første gang og det er helt nyt for mig. Men det er spændende og jeg kan lære helt vildt meget af det, også fordi det er så professionelt. Så jeg regner da med at være med fremover,” siger Cecilie, som til daglig går i 7. klasse på Skovvejens Skole.

Tilbage til arbejdet

De omkring 50 medvirkende har de seneste måneder brugt ti timer om ugen på at øve op til den store premiere der finder sted den 3. marts og spiller frem til og med lørdag den 7. marts og det varer da heller ikke længe før instruktøren Christina Ørbek Mølgård kommer ind af døren og skynder på os. Ikke mere snak – der er en forestilling, der skal øves, så de tre piger går tilbage i salen for at øve den store fællesdans.

Her går fællesskabet og den fede, men også professionelle forestilling tydeligvis hånd i hånd.

Foto: Kaj Bonne

Faktaboks:

Forestilingen ‘Fame’ opføres af Ballerup Ungdomsskoles musicalhold i Baltoppen LIVE fra tirsdag den 3. marts til og med lørdag den 7. marts.

Produktionsleder er Laura Cornelius Petersen.

Iinstruktører er Susanne Billeskov og Christina Ørbek Mølgård.

Billetter kan købes på www.ballerup-musical.dk.

 

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *