Klumme: Heavy bremsespor?
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Os med små børn ved alle, hvem Onkel Reje er. Men for dem, der ikke har små børn, kommer her en præsentation:
Han er en voksen mand, der er vært for diverse programmer på DR Ramasjang. Han har langt tyndt hår, rødmosset hud og går i forbløffende stramme bukser, der overhovedet ikke overlader noget til fantasien. Han ynder også at gå i tætsiddende bluser og seler som tydeligt holder fat om hans vom.

Han er en mand, der bander meget og proklamerer højlydt, at han ikke kan lide at gå i bad. Han synger heavy rock ud af gamle klassikere (selv julesange som ’Dejlig er jorden’ fortolker han til uigenkendelighed) og han har generelt et ret frit forhold til at gøre alt det, børn normalt ikke må.

Han smadrer ting, fordi det er sjovt, nøgner rundt fordi han kan og er på alle måder ganske politisk ukorrekt.
Nogle elsker ham og andre nærmest stødes.

Jeg har personligt en svaghed for alle der går imod strømmen, da jeg synes, vores samfund efterhånden er bygget op af kopier på kopier.

Derudover synes jeg, at det er forfriskede, at alt i børnelivet og dette præstationssamfund ikke nødvendigvis skal dreje sig om at være korrekt eller have høj læringsværdi. Nogle gange skal vi også bare lege og grine. Uden nogen anden grund end at det føles rart.

Jeg mener helt oprigtigt, at vi skal huske at have det sjovt. Bare fordi vi kan. Og lige præcis dét, er Onkel Reje stormester i.

Når det er sagt, kom jeg lidt til kort, da Dixon for et par måneder siden var meget opsat på at ville gå til ”heavy.” Ud over at det mest heavy-agtige i vores hjem er en sort T-shirt, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med drengens ønske.

Musikskolen i Ballerup havde intet ”heavy-hold.” Så meget fik jeg da undersøgt. Vi landede dog på et kompromis, hvor Dixon fik lov at give den gas til Queens ’We will rock you’. Den kan nemlig sagtens synges med heavy fagter. Og en ekstra bonus var, at lillebror også var stærk begejstret for den. Det betød, at vi fra den ene dag til den anden, havde daglige Queen-koncerter herhjemme. Det varede et par måneder og er nu så småt begyndt at blusse af.

Dixon og hans far tog også til et regulært ’Onkel Reje Trylleshow’, hvor min mand stolt havde fået billetter på første række. Stoltheden ville ingen ende tage og slet ikke, da Dixon blev inviteret med i showet.

Til gengæld var min mands begejstring stærkt afkølet senere i showet, da Onkel Reje praktisk talt smed alt tøjet mens han legede helikopter med sit lem lige ud for min mands øjenhøjde. (Det var vist nok gemt ned i en sok, men oplevelsen var alligevel temmelig ubeskrivelig, for nu at sige det pænt.)

Det blev dog ikke enden på Onkel Rejes påvirkning af vores familie. Det erfarede jeg for nylig, da Dixon en dag skulle i bad og tog sit tøj af. Han sang endnu en Onkel Reje sang, med teksten: ”Prutte, prutte, prutte, prutte. Prutte er et dejligt ord.”

Lidt efter kom han løbende ind til mig i køkkenet, mens han svingede sine underbukser i den ene hånd og lavede heavy-tegn med den anden, mens han stolt råbte: ”Bremsespooooooor yeah. Dét er heavy!”

Og sådan er der så meget i livet med børn som jeg overhovedet ikke var forberedt på. Heldigvis!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *