Naboer imødekommes i Ellebo-plan
Ellebo-nedrivning-8-1.jpg
Nedrivningen af Ellebo har stået på et stykke tid og nu er planen for det nye Ellebo ved at være på plads. Det ser ud til, at naboerne ikke får boliger i flere plan lige op i deres haver. Foto: Arkivfoto
Byggeplaner Planerne om det nye Ellebo har være i høring og naboerne har haft mange indsigelser. Nu har teknik- og miljøudvalget besluttet at ændre i lokalplanen, så naboerne ikke får nybyggeri i ’baghaven’.

Siden planerne om det nye Ellebo blev offentliggjort har der været meget debat om byggeriet og især om forholdene for naboerne.

Mange af beboerne på Roasvej og Grønnemarken var godt sure over planerne, der ville betyde op til tre etagers byggeri meget tæt på baghaverne med skygge og larm til følge.

Siden har planerne været i høring og det har afstedkommet en del vrede og bekymrede høringssvar fra naboer og andre interessenter.

Det har tilsyneladende fået teknik- og miljøudvalget på andre tanker, for på det seneste møde har udvalget udsat sagen til videre behandling, idet der skal forhandles med bygherren. Man vil nemlig ændre i lokalplanen, så de planlagte byggerier syd for blok 3 og vest for blok 4 fjernes. Samtidig øgets beplantningsbæltet fra otte til 15 meters dybde.

Flytter boligerne

”Vi udsatte sagen til næste møde, så vi kan drøfte det færdigt med bygherren. Vi vil ikke genere beboerne på Roasvej og Grønnemarken og derfor flytter vi de planlagte boliger fra det område og ud mod Baltorpvej. Så alt der skulle have været langs blok 3 flyttes væk og samtidig laver vi et bredere beplantningsbælte mod villaerne. Vi har lyttet til de bekymringer, som naboerne har og nu håber vi, at vi kan få et balanceret byggeri, hvor vi både får gode forhold for naboerne, men samtidig også får et byggeri der hænger sammen økonomisk,” siger Hella Hardø Tiedemann (A), formand for teknik- og miljøudvalget.

Hvis boligerne fjernes fra det område vil de planlagte parkerings- og vendepladser heller ikke være aktuelle længere, hvilket også imødekommer naboerne bekymring for stigende trafiklarm i deres boliger og haver.

Men der kommer ikke flere p-pladser, pointerer udvalgsformanden.

P-vagter på lur

”Vi kommer ikke til at lave flere parkeringspladser. Jeg ved godt, at naboerne frygter, at flere vil parkere på villavejene. Men hvis vi ser, at det sker, så har vi p-vagter, der vil kunne gå i de områder. Villavejene skal ikke bruges til parkering for beboere i Ellebo eller andre,” siger Hella Hardø Tiedemann.

En af de naboer, der ville have fået det nye byggeri tættest på, er Kai Hoffmann. Han har tidligere fortalt om sine bekymringer for de nye Ellebo-planer.

”Jeg er vældig glad hvis det bliver sådan som det nu lægges frem. Jeg synes, vi har fremlagt vores indsigelser pænt og sobert og derfor glæder det mig, at man rent faktisk lytter til vores bekymringer. Vi håber i den grad, at man vælger at flytte boligerne væk fra vores baghaver,” siger Kai Hoffmann.

Efter planen skal lokalplanen for det nye Ellebo vedtages på næste møde i teknik- og miljøudvalget og endeligt vedtages af kommunalbestyrelsen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *