Grøn kommune – også i fremtiden
læserbrev Kære Jesper Mau, tak for dit læserbrev om Ballerup Kommunes planer for at skabe og udvikle en grøn kommune.

Kære Jesper Mau, tak for dit læserbrev om Ballerup Kommunes planer for at skabe og udvikle en grøn kommune.

Det kommende byggeri på Baltorpplænen centralt i Ballerup kan give mulighed for cirka 300 nye og bæredygtige boliger, men udviklingsplanen indeholder også mere end det. Området vil indeholde en ’klimapark’ med træer, blomster og måske vand. Derved skaber vi et grønt område, som kan fungere som bypark.

Når vi udvikler kommunens bymidter, forsøger vi naturligvis også at lægge nogle grønne elementer ind, hvor det er muligt. For eksempel er den vestlige del af Banegårdspladsen, som jo nu er færdig, og boulevarden mere grønne, end de var tidligere. På samme måde vil den kommende lille bypark på Baltorpplænen give en større og mere varieret naturkvalitet, end den flade grønne plæne som er der nu.

Det rekreative område syd for Sydbuen – kaldet Haraldsminde – er en del af et klimatilpasningsprojekt. Sammen med forsyningsselskabet Novafos anlægger vi et regnvandsbassin, der kan håndtere kommende skybrud.

Regnvandsbassinet placeres, hvor boldbanen er nu. Når anlægsarbejdet er færdigt, forventeligt til efteråret, bliver der lavet en ny, men dog lidt mindre, boldbane ved foden af Dragebakken, så området fortsat kan bruges til boldspil. Den nye fodboldbane vil ligge højere end den eksisterende, så den ikke bliver oversvømmet.

Alt i alt er der meget stor fokus på at forbedre de rekreative områder og samtidigt få renset vores regnvand og skybrudssikret vores værdier. Dermed styrker vi naturen i området.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *