Ingen tagboliger på Toftehaven
Toftehaven-2.jpg
Plejecenter Toftehaven bliver nu udbygget med 48 nye boliger for at imødekomme det stigende behov for plejebolger. Men der bliver ikke bygget boliger i højden. Foto: privatfoto
Byggeplaner Udbygningen på plejecenter Toftehaven er på vej. Men Baldersbo vil ikke bygge tagboliger alligevel.

Der kommer flere ældre i Ballerup Kommune, og derfor skal blandt andet plejecenter Toftehaven udbygges. Kommunalbestyrelsen har netop vedtaget en ny lokalplan samt godkendt udbygningen.

Det var oprindeligt planen, at der skulle bygges almene boliger i op til to etager ovenpå det eksisterende plejecenter, men de planer har Baldersbo nu droppet. Dermed bliver der altså ikke bygget så højt som oprindeligt meldt ud.

Nu er der ”kun” lagt op til, at der skal bygges 48 nye plejeboliger samt fællesfaciliteter plus erhvervs- og institutionsformål i tilknytning til det eksisterende plejecenter.

Der vil desuden blive plads til 30 p-pladser til biler og ligeledes 30 pladser til cykler, primært for personale og gæster.

Grønt på taget

Selvom der altså ikke skal bygges almene boliger på taget, så er der lagt op til, at der skal etableres såkaldt grønne tage med tagterrasse. Faktisk bliver de grønne tage ikke bare en mulighed, men et krav.

De nye boliger vil være på 65 kvadratmeter inklusiv gang- og fællesarealer, og have en husleje på godt 8000 kroner eksklusiv forbrug.

De nye boliger skal efter planen tages i brug i september 2022.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *