Klumme: Angst og frygt
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

”Jeg blev først bange, da jeg fik jer børn.”

Sætningen er min mors, og jeg husker at have hørt den flere gange, da jeg voksede op. Som ungt menneske forstod jeg det ikke. Hvorfor skulle man blive bange af at få børn?

Men så fik jeg selv børn og pludselig var gulerødder, vindruer og popcorn næsten øverst på min liste over potentielle dødsfælder ligestillet med motorsave og højresvingende lastbiler.

Sagen er den, vi hører jo alle historier – frygtelige historier som hænger fast og ryster os i vores grundvold. Så som historien om barnet, der blev kvalt i en vindrue, der var skåret på tværs. Og når frygten lammer, mister vi som bekendt fornuften og glemmer for eksempel alle de børn, der spiser vindruer uden problemer.

Det er nok en del af forældrerollen. Ansvaret er så ubeskrivelig stort, og man forstår det dårligt nok, når man står i det, så hvordan i alverden skulle man kunne forstå det inden?

Jeg kunne som barn ikke være sløj uden at min mor bad mig kigge ned på navlen. Dengang mente man, at man ikke kunne have meningitis, hvis man kunne bøje nakken. I dag ved vi mere og sygdommen er minimeret, men alligevel skal vi kun et par år tilbage for at mindes tre unge mænd, der tragisk døde af netop meningitis som følge af for sen og forkert professionel behandling.

Selvom risikoen for at blive ramt er lille, har jeg alligevel valgt at tilkøbe en vaccine til mine børn, der beskytter mod endnu en af meningitis-formerne. Desværre beskytter den ikke mod alle slags, og den ro, jeg har forsøgt at købe mig til, lader fortsat vente på sig.

For det er jo dét, der er problemet: Vi vil så gerne beskytte vores børn. Og selvom der er meget, vi kan styre og kontrollere, så er der også utrolig meget, vi ikke er i kontrol med.

Se bare på coronavirusset. Vi har nok alle minimum én person i vores omgangskreds, der er i højrisiko. Og frygten er reel. For vi skal passe på vores medborgere, som er svækkede, for der er en potentiel risiko for, at sundhedsvæsenet bryder sammen. Det er desværre ikke bare et skrækscenarie – det er en reel risiko, hvis ikke vi tager frygten seriøst og handler ud fra myndighedernes anvisninger.

Samtidig må vi ikke lade angsten stoppe os. Slet ikke os, der er rollemodeller for børn. En del af at passe på børn er jo netop at styrke dem, give dem tro på sig selv og på deres handlemuligheder. Og altså ikke at overføre sin egen angst til dem. Det er lettere sagt end gjort – det medgiver jeg fuldt ud. Jeg har endda taget mig selv i at dagdrømme om et liv, hvor jeg kunne tage alle dem jeg holder allermest af og flytte laaangt ud på landet og gemme os til det hele er overstået. Det er bare ikke muligt. Drømmen er ikke mulig. For selvom myndighederne regner med at have nogenlunde styr på corona til sommer, er der fortsat risiko for endnu et udbrud til efteråret.

Jeg læste en læge udtale sig om at det allerfarligste ved corona er, at vi bliver bange. For når vi er bange, stresser vi os selv. Vores kroppe stresses, vi hiver efter vejret og vores immunsystemer svækkes. Og dermed gør vi os selv mere modtagelige. Det er med andre ord, ikke kun vores humør, der lider, når frygten tager over.

Nøjagtig som vi som forældre skal passe på vores børn, skal vi som borgere og medmennesker gøre vores allerbedste for at sikre, at alle kan trække vejret. Det kræver intet umuligt – blot sund fornuft og overholdelse af myndighedernes anvisninger. Det er vores alles ansvar. Vær dit bevidst.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *