Klumme: Hvad vil vi huske denne tid for?
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Denne tid, disse uger, måske måneder er uden tvivl noget, vi alle vil huske. Spørgsmålet er, hvad vi vil huske det for. Det kan ingen af os helt svare på endnu.

Jeg håber, jeg kan se tilbage på ’corona-tiden’, som en særlig tid med min familie og en glæde over, at vi alle slap sikkert igennem. En taknemmelighed for at være borger i Danmark, at vores politikere lige nu står sammen som gode eksempler og at jeg kan kigge tilbage på mine medborgere med stolthed og taknemmelighed.

Lige nu synes de tanker dog utrolig flyvske, for min virkelighed er, at klokken lige nu er 07.16 og ungerne ser Ramasjang, mens de leger med modellervoks ved samme bord, som jeg sidder ved. Jeg taster hurtigt, da jeg ved, at det er et spørgsmål om tid, før ungerne enten slås eller på anden vis laver ballade.

Det er noget af det mest ambivalente i denne tid. Jeg synes, jeg bombarderes med historier om folk, der keder sig, og artikler med gode råd til at slå tiden ihjel. Når jeg endelig læser nyheder står der, at man skal gøre grundigt rent overalt. Og så står jeg her, midt i børnekaos, rod og snavs, og jonglerer mellem hjemmearbejde, og titlerne som pædagog og skolelærer og må tilstå, at der ikke rigtig er noget af det der fungerer.

Samtidig ved jeg godt, at jeg er heldig. Vi er raske. Alle jeg holder af er raske og både min mand og jeg har vores jobs.

Familiens Oldemor på 95 har det straks værre. Hun bor alene og klarer sig selv, men både syn og hørelse driller. Inden corona levede hun højt på de daglige gåture og de ugentlige besøg af hendes datter og de månedlige af os. Oldemor er faktisk min mands ekskones farmor, men hun har taget vores børn til sig og vice versa. Men lige nu er der ingen, der ringer på hendes dør, og hun tør ikke gå ud i forårssolen.

Mine egne forældre er begge i risiko-gruppen og derfor i selvvalgt karantæne. Min mand handler ind for både dem og Oldemor og mens jeg føler, jeg drukner i børnelivet, så bliver virkeligheden utrolig virkelig, når min mand ringer fra bilen, mens hans spritter hænderne af og minder mig om, at emballagen på varerne kan være potentielt farlige for dem, vi så gerne vil passe på.

Det ved jeg, at jeg vil huske denne tid for. De mærkelige meningsløse – om end reelle – frustrationer, den enorme bekymring for familiens ældre og de søvnløse nætter med tanker om det ukendte. Den generelle angst jeg mærker, når jeg læser og hører nyheder. Faktisk har jeg lovet mig selv, at jeg kun ”opsøger” nyheder en gang dagligt, da jeg seriøst ikke har godt af at blive bombarderet med skrækhistorierne hele dagen lang.

Forleden havde jeg digitalt teammøde med mine kollegaer. Vi talte om, hvad vi hver især gjorde for at passe på vores sind. Vores tanker. Vores ro og glæde. En strikkede, en anden skrev corona-dagbog, en helt tredje holdt Skype-frokost med bedsteforældrene, mens andre var gået i gang med at omdekorere haven eller hjemmet og en anden legede med tanken om at dykke dybere ned i familiens stamtræ.

Jeg arbejder i et firma, hvor ledelsen har psykologfaglig baggrund, og måske derfor er det befriede at høre alle prioritere deres sind. At det er okay at sige, at verden skræmmer mig lige nu og jeg har brug for at tænke på noget helt andet og optage mine tanker med det. Hvad end det så er.

Så når jeg synes, ungerne er umulige og jeg er træt af at råbe af dem og jeg bander denne tid langt væk, prøver jeg ihærdigt at minde mig selv om alt det jeg har at være taknemmelig for. For det ved jeg, at jeg vil huske denne tid for: Påmindelsen om alt det jeg tager for givet, og som pludselig kan tages fra mig.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *