Fortæl om din corona-hverdag
museum-copy-1.jpg
Hvordan ser din hverdag ud i disse corona-tider? Ballerup Museum vil gerne høre fra folk i lokalområdet, som har lyst til at skrive lidt om, hvordan de oplever det, der sker lige nu.
Ballerup Museum beder om hjælp til at dokumentere corona-hverdagen her i lokalområdet. Alle kan byde ind med ord og billeder.

Øde gader, lange gåture på skovstierne, skole- og arbejdsdag foran computeren, timevis med puslespil på spisebordet – eller hvad man nu ellers bruger tiden på i disse corona-dage.

Alt sammen er noget, som vil gå hen og blive en del af historien og minderne om denne ekstraordinære tid, og på Ballerup Museum er arbejdet med at dokumentere corona-hverdagen i Ballerup, Måløv og Skovlunde for eftertiden allerede i fuld gang.

”Lige nu oplever vi en virkelighed og hverdag, vi ikke har set før. Skoler, arbejdspladser, caféer og så videre er lukket. For nogle betyder det stille dage, for andre ekstra travlt. Den nye hverdag påvirker os alle,” siger museumsleder Mette Jensen.

Dine oplevelser

Mette Jensen og kollegaerne på museet har brug for hjælp til at få dokumenteret corona-hverdagen set fra alle mulige forskellige perspektiver, og derfor beder de alle, som har lyst til at bidrage, om at komme med deres beskrivelser af denne tid.

Hvordan påvirker det dig? Hvordan fungerer din hverdag? Hvordan oplever du det, der sker lige nu? Hvordan går du på arbejde? Hvordan er det, at gå i skole foran computeren? Er din familie ved at drive dig til vanvid? Savner du dine kolleger eller skolekammerater?

Sådan kunne nogle af spørgsmålene lyde, som kunne få os alle til at reflektere over den nye hverdag. Og uanset hvad man har lyst til at fortælle om, vil museet være taknemmelige for ethvert bidrag.

”Send os et par linjer om din hverdag, dine oplevelser og tanker. Send os også gerne et foto – for eksempel af skiltning i det lokale supermarked eller en tom gade. Skriv gerne hvor billedet er taget,” lyder opfordringen fra Mette Jensen, der understreger, at man skal huske, at hvis man tager billeder af andre end sig selv, så skal man lige spørge dem om lov inden.

Materialet vil blive samlet på museet og måske anvendt en gang til fremtidige undersøgelser eller udstillinger. Det bliver ikke lagt på facebook eller hjemmeside.

Send dit bidrag om corona-hverdagen til Ballerup Museum

Af hensyn til dokumentationen vil museet gerne have navn, alder, bopæl (by) og kontaktoplysninger på de forskellige bidrag.  Ønsker man at være anonym, er det også ok. Man kan sende sit input til Ballerup Museum på mail: ballerupmuseum@balk.dk og skrive ’corona-hverdag’ i emnefeltet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *