Ekstra service i corona-tiden
Coronatid-07-14-20-copy.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der er tomt og øde på strøg og handelsdelgader for tiden, blandt andet på Centrumgaden i Ballerup. Men der er stadig nogle, der er åbne og nogen, der gør noget ekstra for deres kunder. Foto: privatfoto
Tiltag Lokale virksomheder tænker kreativt og giver kunderne ekstra services i denne lukkede tid.

Der skal tænkes kreativt og kundevenligt i denne tid, hvor det meste af Danmark er lukket ned og regnskaberne for rigtig mange virksomheder og forretninger ser deprimerende ud.

Derfor har flere lokale forretninger sat ekstra ting i værk for at give lidt ekstra service og gøre opmærksom på, at de stadig er der.

MENY har eksempelvis indrettet et kundecenter, der skal handle for kunderne.

Meningen er, at kunderne skal ringe til kundecentret, der så tager imod bestillingen og det lokale supermarked pakker så varerne og bringer dem ud til døren.

Servicen hedder ’Vi handler for dig’ og skal netop sørge for, at man eksempelvis ikke er for mange, de stimler sammen i butikken og at folk i karantæne eller udsatte grupper kan få leveret deres dagligvarer.

Bilen kommer til døren

Også bilværkstederne har haft fat i tænkehatten og værkstederne i Din Bilpartner-kæden har netop nu lanceret en ny service.

Selvom værkstederne er åbne som sædvanligt, så er der mange, der ikke kan komme ind med deres bil fordi de er hjemme i karantæne eller er en udsat gruppe.

Derfor vil det lokale Din Bilpartner værksted i Ballerup tilbyde at hente og bringe bilen, hvis der er noget, der skal fikses.

”Vi skal hjælpe hinanden i disse tider. Derfor tilbyder vi hente-bringe service til dem, der ikke selv kan komme til os.

Lige nu går vi eksempelvis hjulskifte-tiden i møde og dem er vi klar til at hjælpe. Netop i denne tid, hvor der er mange, der kan undvære bilen, er det tid til at få den tjekket og de er velkomne på værkstedet. Samtidig tager vi vores forholdsregler og spritter rat, håndbremse, gearstang og bilnøgler af, når vi er færdige med bilen,” siger Kenneth Wagner fra Din Bilpartner i Ballerup.

Hos Oscars biludlejning, der også har en filial i Ballerup, har man sat gang i en kampagne, hvor man stiller gratis biler til rådighed for sundhedspersonalet. Firmaet har for tiden mange udlejningsbiler til rådighed og derfor vil man gøre en forskel for netop sundhedspersonalet, der arbejdet hårdt i denne tid.

Pas på pengene

Også kunderne i bankerne oplever, at filialerne er lukkede. Men man kan stadig klare de fleste bankforretninger online eller via mobilen. Desuden kan man stadig tale med rådgivere online eller via telefon.

Mange kan opleve, at de kommer i økonomisk klemme i forbindelse med krisen og derfor tilbyder eksempelvis Nordea i Ballerup hjælpe til kunderne.

”Det kan eksempelvis være et bevilget overtræk, udskydelse af en låneydelse eller afdragsfrihed på et boliglån. Vi er allerede i dialog med en række kunder om at finde individuelle løsninger, der kan skabe lidt ekstra luft i økonomien,” siger filialdirektør i Nordea i Ballerup, Henrik Nors.

Han opfordrer i øvrigt alle til at være ekstra opmærksomme på IT-kriminelle, der for tiden spekulere i at snyde, især ældre mennesker.

”Man skal aldrig udlevere sine NemID-koder eller adgangskoder,” siger Henrik Nors.

Køb lokalt

De fleste restauranter og caféer leverer mad ud af huset, så de sultne maver kan få noget at leve af i indelukkede tider og mindre butikker og kiosker har stadig åbent.

Derfor opfordres alle også til, at man så vidt muligt støtter sine lokale handlende, så de trods de svære tider kan få lidt omsætning og samtidig et mentalt boost ved at se, at man tænker på dem.

Hvis du har en forretning eller en virksomhed, der gør noget ekstraordinært for dine kunder i denne tid, som du gerne vil gøre opmærksom på så send gerne en mail til red@ballerupbladet.dk.

Også Ballerups største boligselskab sætter ting i gang for at holde gang i hjulene.

Baldersbo skruer op for håndværkerne

Boligselskabet Baldersbo sætter gang i en række renoveringsarbejder og reparationer for at holde gang i de lokale håndværkere.

Opgange skal males. Der skal opsættes mere belysning flere steder. Badeværelser skal repareres. Boligselskabet Baldersbo har i forbindelse med corona-krisen fået travlt med at bestille håndværkere. Derudover betaler boligselskabet sine regninger – før de forfalder.

”Vi har sat ekstra arbejde i gang mange steder. Vi vil nemlig gerne undgå, at gode virksomheder som arbejder for os, kommer i betalingsproblemer eller går konkurs. Derfor betaler vi også vores regninger før tiden, og med nogle nye ordrer fra os kan virksomhederne også holde medarbejderne beskæftiget,” siger Søren B. Christiansen, der er direktør for Baldersbo.

I Baldersbo er man også optaget af sammenhængskraften og at forsyningskæderne er i orden. Søren B. Christiansen uddyber:

”Vi har bestemt en interesse i, at de virksomheder, vi samarbejder godt med, overlever økonomisk i en vanskelig situation. Når tingene går godt, skal man tænke på, hvor loyaliteten er – og hvem der er der. Når krisen kradser kan vi hjælpe samfundet og dem som har været loyale overfor for os.”

Vi er kriseafbødende

I opgangstider kan det være vanskeligt for Baldersbo at sætte gang i store opgaver. Simpelthen fordi priserne er for høje, hvilket vil have en afsmittende virkning på huslejerne.

”Man skal huske på, at i gode tider kan vi ikke betale så meget som andre. Vi kommer aldrig til at betale de højeste priser i det her land. Men nu kan vi sætte gang i arbejder til glæde for vores beboere – og mange virksomheder som vil have opgaver i bøgerne, når corona-krisen har lagt sig. Hele sidste år havde vi slet ingen byggeopgaver, fordi der var opsving,” siger Søren B. Christiansen og fortsætter:

”Boligorganisationer som os kan være kriseafbødende, fordi vi har opgaver, der skal udføres på forskellige tidspunkter – og dem kan vi flytte frem og tilbage efter behov. Når vi udbyder opgaver, er der jo ofte meget volumen i dem”.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *