Krisen skal bruges til noget godt
læserbrev Hvad gør vi nu lille du? Det må mange af dem, der er blevet revet væk fra deres arbejdsplads og sendt ud i arbejdsløshed, spørge sig selv om.

Det samme spørgsmål må vi stille til os selv i kommunalbestyrelsen, administrationen og jobcentret. Her er nogle af mine bud:

Vi skal ikke gentage fortidens fejltagelser med at forlange mange jobansøgninger, hvor der ikke findes nogen job.

Vi skal i respekt og med borgeren i centrum få bragt et samarbejde op, hvor den arbejdsløse kan få udviklet sine kompetencer. Det kan være AMU-kurser, andre efteruddannelser og voksenlærling. Alt hvad der gør borgeren stærkere til at komme tilbage til arbejdsmarkedet, der vil åbne sig på et tidspunkt.

Vi må ikke spilde tiden. Vi skal have planer klar til, når coronakrisen har lagt sig, så vi kan få vores borgere i gang med dét, der øger deres kompetencer.

Ambitionen må være, at vi simpelthen skal have gjort vores borgere dygtigere, end da de kom ind af døren til jobcentret. Krisen skal blive brugt til noget godt.

Selvfølgelig skal vi sørge for, hvis der kommer jobåbninger, at være med til at facilitere disse job til den arbejdsløse.

Vi må heller ikke glemme dem, der før coronakrisen var arbejdsløse. Her må man håbe, at Folketinget vil være med til at gøre hele systemet mere smidigt.

Dem der er i gang med afklaring med fleksjob og pension skal også have en tanke. De venter derhjemme og er gået lige så meget i stå som samfundet.

Praktikpladser til unge må vi heller ikke glemme, dem kommer vi til at mangle senere, hvis de ikke kommer i gang nu.

Jeg er sikker på, at vores dygtige medarbejdere på jobcentret er klar til at komme i gang med at hjælpe alle, der er tilknyttet til jobcentret.

Vi politikere, både lokalt og på Christiansborg, skal sørge for, at de rette værktøjer er til stede, så vi kan løse den kæmpe udfordring som coronakrisen har efterladt os, og vi skal huske den ikke er slut.

Og vi skal ikke som i Gasolin-sangen sige som ministeren, som bare grinede og sagde: ”Dig? Du ka’ sgu gå fanden i vold “ Til lille du.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *