Mistanke om millionsvindel i AAB-afdeling i Ballerup
AAB-4.jpg
AAB’s afdeling 46 på Baltorpvej er lige nu rammen om en mulig sag om fakturasvindel for mindst en million kroner. Sagen efterforskes nu af politiet.
En sag om mulig faktura-svindel imod en AAB-afdeling på Baltorpvej er under oprulning. AAB har nu meldt sagen til politiet og flere medlemmer af bestyrelsen har trukket sig.

Fakturaer udstedt til firmaer, der aldrig har udført opgaverne og hvor pengene formentlig er røget i de helt forkerte lommer. Det er kernen i en sag, der for tiden ruller i boligforeningen AAB’s afdeling 46 på Baltorpvej i Ballerup.

Her har man igennem længere tid haft mistanke om, at der foregik noget fordækt og at en eller flere personer havde gang i fakturasvindel og dermed påfører beboerne store økonomiske tab.

Med hjælp fra revisorer og advokater har AAB undersøgt forholdene og har besluttet at anmelde sagen til Københavns Vestegns Politi.

”Tilbage i marts 2019 blev vi opmærksomme på nogle leverandør-forhold, der så temmelig usædvanlige ud. På baggrund af det undersøgende arbejde, vi efterfølgende har foretaget, har vi desværre være nødt til at politianmelde sagen, idet det tyder på, at der er en række personer, der bevidst eller ved grov pligtforsømmelse har påført afdelingens beboere tab for en anseeligt beløb,” siger Christian Høgsbro, administrerende direktør i AAB.

Han fortæller, at der i hvert fald er udstedt fakturaer for en million kroner for gulvarbejde, der aldrig er blevet udført.
”Det er det, vi kan se, og der er nok mere, som vi ikke har afdækket endnu,” siger Christian Høgsbro.

Helt uacceptabelt

Som en konsekvens af sagen har fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer, heriblandt afdelingsformanden, trukket sig fra bestyrelsen.

”Jeg hverken kan eller vil udtale mig om, hvad der ligger til grund for, at sagen er endt, hvor den er, eller hvorvidt det er foregået bevidst. Det må politiet nu finde ud af, men det er under alle omstændigheder sket på deres vagt, og det er helt uacceptabelt,” siger Christian Høgsbro, som er vred over sagen.

”Det er et af de grove eksempler, som vores undersøgelse af afdelingen har afsløret, men i princippet er det lige meget om beløbet er 10.000 kroner eller en million kroner. Det er beboernes penge, som bliver misbrugt og havner i de forkerte lommer. Den slags gør mig virkelig vred,” siger Christian Høgsbro.

Flere involveret

Den interne undersøgelse har allerede betydet, at de to personer, der har godkendt de pågældende fakturaer, ikke længere er en del af boligafdelingens drift. Men det er for tidligt at sige, om sagen vil få konsekvenser for flere personer med tilknytning til afdelingen.

”Nu er sagen som sagt overdraget til politiet og så må vi afvente det yderligere forløb. Det er helt åbenlyst, at der er flere personer, som har været involveret for at dette kan lade sig gøre. Det vigtigste er, at et eventuelt misbrug af beboernes penge bliver stoppet effektivt,” siger Christian Høgsbro, som glæder sig over at man trods alt har så effektive interne procedurer, at man har opdaget den mulige svindel.

Beboerne i afdeling 46 har fået en kort briefing om sagen, men ifølge direktøren vil man, så snart corona-forholdene tillader det, samle alle beboerne til en grundigere underretning om den uheldige sag.

Ballerup Bladet har været i kontakt med den nu afgåede formand for afdelingsbestyrelsen, som ikke ønsker at kommentere sagen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *